Debat
Skolens hverdag tager udgangspunkt i fællesskabet
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg genopstiller, fordi jeg har troen på at kunne byde på konstruktiv kontinuitet i forhold til de mange opgaver, jeg har været med til at sætte i gang i sidste periode.
Som medlemmer har I krav på professionelt organisationsarbejde, der tager sit udgangspunkt i den virkelighed, der udspiller sig i folkeskolen. Samspillet mellem jer som medlemmer og foreningens ledelse skal styrkes.
Fagpolitikken skal tage udgangspunkt i fællesskabet.
Foreningens politik vil i stigende grad skulle udmøntes i den enkelte kreds og på den enkelte skole.
Kredse og tillidsrepræsentanter skal have en vifte af muligheder i det vanskelige arbejde, decentraliseringen har medført. Vi må acceptere, at mulighederne er forskellige, men vi må aldrig glemme, at fællesskabet er vores styrke.
Vi skal have fælles mål for vores løn og arbejdsforhold, da det er forudsætningen for at bevare fællesskabet.
Som kredsformand har jeg mulighed for at vurdere det centrale arbejde i forhold til mulighederne lokalt. Det har været og vil fortsat være en styrke for arbejdet i hovedstyrelsen.
Hårdt arbejde frem mod næste overenskomst venter. Vi skal have afskaffet den Ny Løn vi alligevel aldrig ser. Vi skal have skruet en ny arbejdstidsaftale sammen. Vi skal have indfriet pensionsløfterne til de overenskomstansatte og meget mere.
Strukturkommissionen kommer med et udspil, som givet vil stille store krav til alle. Foreningen skal udvise omstillingsparathed, og her vil min »vagthundsstatus« for de ansatte ved amternes specialskoler nok blive sat på prøve.
Kvaliteten i arbejdet skal bevares og trygheden i ansættelsen sikres.
Jeg er parat til at bruge min kreativitet og arbejdsindsats for at skaffe gode arbejdsforhold og en god folkeskole.
Den rigtige mand hedder stadig Per Sand!