Vagn Madsen beskylder mig i Folkeskolen nummer 47 for at bedrive »marxistisk« politik, fordi jeg kritiserer statsministeren for de dumsmarte bemærkninger om »rundkredspædagogikkens« dominans i den danske folkeskole. Bemærkninger, som statsministeren meget klædeligt har undskyldt siden hen.

Forandringen er et grundvilkår i det moderne samfund også i folkeskolen.

Det er ikke nok at udvikle én undervisningsmetode og så tro, at den kan bruges til evig tid. Eleverne skal uddannes til et samfund, der hele tiden er under forandring.

Det moderne videnssamfund stiller krav om høj faglighed og gode sprogkundskaber. Men det stiller også krav om selvstændighed. Krav om, at det enkelte menneske kan tage kritisk stilling og omstille sig til nye jobfunktioner. Krav om, at det enkelte menneske deltager i samfundet og udvikling af demokratiet.

Når folkeskoleloven formes og undervisningen udtænkes, bør samfundets udvikling, krav og indretning derfor hele tiden være i frisk erindring.

Hvad betyder det så for undervisningen? Er det nok, som Vagn Madsen foreslår, at bruge den lærerstyrede klasseundervisning? Det mener jeg ikke. Langt de fleste lærere oplever, at der er behov for at supplere den lærerstyrede klasseundervisning med projektarbejde, gruppearbejde, temaundervisning.

Mit budskab til såvel statsministeren som Vagn Madsen er derfor, at selvom de måske ønsker at sætte tiden i stå, så kan det ikke lade sig gøre. Det, der derimod kan lade sig gøre, er at ruste vores børn til at imødegå de krav og udfordringer, de bliver stillet over for, når skolen er færdig. Ruste dem, så de får de bedste muligheder for hver især at vælge det liv, de ønsker at leve.