Med læreren som skydeskive for alskens forventninger skal der være en klar sammenhæng mellem opgaver og arbejdstiden hertil.

Lærernes arbejdstid er rigeligt brugt, som det ser ud nu. Den lange række af opgaver, som lærerne nu i »frihed« skal løse, kan kun betyde, at en større del af skolearbejdet skal klares i fritiden.

Vi skal ikke have en arbejdstidsaftale, hvor læreren har ansvaret for den samlede undervisningsopgave i én stor, uklar pulje. Det vil åbne for et dagligt pres fra velformulerede forældre, skolebestyrelsers principper, skolelederes ambitioner for skolens udvikling og forskellige kommunale målsætninger i en tid, hvor der spares på skolebudgetterne.

Vi skal derimod have en tryg arbejdstid med et maksimalt undervisningstimetal, som sikrer den enkelte lærer sammenhæng mellem de opgaver, der skal løses, og arbejdstiden hertil. Der skal igen være en kobling mellem undervisningstid og tiden til forberedelse. Mange undervisningslektioner skal selvfølgelig udløse meget forberedelsestid.

Med store ideologiske armsving har foreningen forsøgt at bekæmpe den mindre del af vores løn, som forhandles lokalt i kommunen. Men samtidig har den svigtet arbejdet for vores samlede lønudvikling. Resultatet er en lønmæssig deklassering gennem 30 år, så vores livsløn ikke længere tåler sammenligning med ingeniørers.

Det nytter ikke at sætte sig forbeholden tilbage, fordi lønsystemet ikke er, som man kunne ønske det. Vi skal gå aktivt ind for ændringer i lønsystemet, men samtidig udnytte dets muligheder for lønstigninger, så længe det sker under medlemsdemokrati og kollektiv aftaleret.

Danmarks Lærerforening trænger til en klarere fagforeningsprofil!