Mens foreningens samlede politiske kraft er sat ind på at tilforhandle en ny arbejdstidsaftale til erstatning for den egentlig ganske velfungerende aftale, har en mindre gruppe politiske fundamentalister kaldt til kamp mod lønsystemet. De søger sådan lidt ad bagvejen at generere foreningspolitik i det eksisterende politiske vakuum.

En kongresvedtagelse overfortolkes i et læserbrev i Folkeskolen nummer 42 som startskuddet til et opgør med Ny Løn, og Løn­gruppen, som de kalder sig, henvender sig med et åbent brev til foreningens faglige udvalg.

Gruppen bygger videre på egne overfortolkninger mikset med en tilsyneladende totalt manglende forståelse af begrebet faglig kamp.

Man indtager det ideologiske standpunkt, at centralt aftalt løn altid er godt, mens lokalt aftalt løn altid er af det onde. Altså er 400 kroner ikke sådan uden videre 400 kroner. Er pengene nemlig et resultat af en central forhandling, så er de gode nok er de derimod Ny Løn fra en lokal forhandling, er de rene judaspenge.

Når tjenestemænd i Vestsjællands Lærerkreds efterhånden lønnes på trin 42, 43 eller 44 (i stedet for det centralt aftalte løntrin 40 som slutløn), er det i gruppens øjne nærmest udtryk for forræderi. Det samme gør sig gældende, når nyuddannede lærere hos os får en begyndelsesløn på løntrin 29 eller 30 (i stedet for det centralt aftalte løntrin 26) og kan se frem til en slutløn på trin 38, 39 eller 40 (i stedet for det centralt aftalte løntrin 35).

Vores lønpolitik virker i direkte forlængelse af hovedforeningens: »Kredsens opgave er at sikre medlemmerne højest mulig løn for arbejdet«. De lokale aftaler bygger desuden på en kollektiv lønprofil, og kredsen er ikke ved at falde fra hinanden, fordi der er forskel på lønnen i Høng og i Ka­lundborg.

Løngruppen kaster vrag på mere end 100 års fagpolitisk kamp­erfaring og erstatter den med småligt ligemageri. Den forveksler fagpolitisk solidaritet og mål­rettet faglig kamp med småborgerlig jantelov.

Forkortet af redaktionen

Læs en længere version på folkeskolen.dks net-debat