Med udgangspunkt i det faktum, at hjernen bestemmer, hvad mennesker udadtil formår, blandt andet at indrette sig efter forholdene, foretager lektor Hans Henrik Knoop i Folkeskolen nummer 44 et kvantespring over i et ikke helt nyformuleret princip om, at mennesker i almindelighed og folkeskoleelever i særdeleshed kun lærer noget, hvis dette noget øjeblikkeligt bringes i anvendelse eller i det mindste har klare udsigter til at kunne anvendes i elevernes snævre hverdag. Så det at transplantere ni planetnavne til paratviden i elevhjerner må vel siges nærmest at være udsigtsløst. Eller beliggenheden af den ellers snart så velkendte Nakskov, hvis man da ikke straks gør viden til handling og rejser dertil. Den lyst, der ifølge overleveringen driver værket, gøres til begrundelse for, at ingen indlæring kan finde sted, uden at denne lyst, ægget af den spontane anvendelighed, er til stede. Men her hopper kæden vist af. For den glemsel, der fortærer megen sjældent anvendt paratviden, er ikke altid glemsel, men derimod ofte gemsel. For længst gemt, men ikke glemt viden kan efter år ved given anledning folde sig ud i erindringen. Nakskovs gemte beliggenhed er ikke glemt, bare fordi den ikke er til rådighed ved det første det bedste jeo­pardyhalløj. Den i skolen udvalgte paratviden, der som grundlaget for al bevaringsværdig kultur og dennes videreudvikling stikker dybere end overfladehinden, må søges indlært, selv om lysten ikke umiddelbart er ved hånden. Lysten fremmer indlæringen, men har aldrig været en betingelse for denne. Mennesket er på det område mere komplekst, end Knoop synes at gå ud fra. Jordnært sagt kan pligt og prøver sagtens virke lige så ansporende på indlæringen som den hidsende lyst.