Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Selv om Anders Bondo Christensen og jeg ikke kender hinanden, så alligevel tillykke med valget til dit nye job! Gennem flere år er vi jo nok en hel del, der har fulgt dig gennem skrift og tale og forventer, at du er en af dem, der gør 'en forskel' - som det hedder nu om stunder.
Det er helt givet ikke en ukompliceret gerning, du går ind til. Bor på Als og skal styre et kæmpeforetagende i København. Og netop deri ligger vel nok en alvorlig fare - nemlig det bureaukrati, der i årenes løb er blevet opbygget inde i Danmarks Lærerforening - og som det vel efterhånden er svært at ændre på.
Her tænker jeg især på et forholdsvis beskedent indlæg i sidste nummer af Folkeskolen af Poul Erik Dyreborg, som foreslår, at man måske kunne forbedre lidt på foreningens økonomi - blandt andet ved at skære ned på repræsentationskontoen i Bruxelles.
Vel vidende at du ikke kan overkomme alt, så har du fået en fra sekretariatet til at svare, og det er da helt okay - men det forhindrer jo ikke, at man som ny formand godt kan sætte sit præg på, hvad et svar skal indeholde.
Det havde jo været en art nytænkning, hvis der i svaret til Dyreborg blot havde været en antydning af, at en fortsat opretholdelse af kontoret i Bruxelles var et af de problemer, man snarest ville tage op til overvejelse - vel vidende at et fåtal af medlemsskaren ser nogen fordel i denne repræsentation.
Tage Aarup
Albertslund
Svar
Svaret til Poul Erik Dyreborg var helt og holdent mit eget og dermed også helt og holdent udtryk for min mening. Jeg er netop kommet tilbage fra Brøndby efter at have budt velkommen til en konference i regi af den europæiske lærerorganisationssammenslutning Etuce. Konferencen og Etuces indsats har været afgørende for, at lærerorganisationerne nu får mulighed for at deltage i det omfattende arbejde, der sker i EU i forhold til at udvikle uddannelsessystemerne. Kommer vi ikke ind på nuværende tidspunkt, kan vi komme til at bruge mange kræfter på at rette op på uheldige beslutninger, hvis det overhovedet vil være muligt. Det er blot et konkret eksempel på, at vores internationale arbejde har stor betydning. DLF har faktisk en vigtig stemme i Etuce, netop fordi vi kan præstere et kvalificeret arbejde fra Bruxelles-kontoret.
Jeg mener, Bruxelles-kontoret har en vigtig betydning for vores arbejde med folkeskolens udvikling og medlemmernes løn- og arbejdsvilkår. Derfor vil jeg ikke signalere, at jeg synes, at den del af foreningens arbejde skal udsættes for en kraftig reduktion, selv om det måske umiddelbart ville være en populær udmelding i medlemsskaren. Jeg vil derimod gerne medgive dig, at en stor organisation som vores altid skal være opmærksom på, at der ikke udvikler sig et unødigt bureaukrati. Det vil der altid være en risiko for, og i sidste ende er det os valgte politikere, der har ansvaret for, at det ikke sker.
Anders Bondo Christensen
formand for DLF