Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det var med bævende hjerte, man som lærer bevidnede en nybagt kollegas møde med sin første klasse i første del af tv-dokumentaren 'Rikke og 1.b', og, som Thorkild Thejsen giver udtryk for i lederartiklen i Folkeskolen nummer 47, var det med stor lettelse, at man i slutningen af anden og sidste afsnit kunne konstatere, at det var gået godt. Men når Thejsen konkluderer, at udsendelserne viste seeren, hvad '. . . lærerne mener, når de taler om urolige og umulige børn', og hvordan det lykkes den gode lærer at tumle dem, svigter hans dømmekraft.
Rikkes 1.b var såvist ikke nogen let opgave (man så i øvrigt intet til Rikkes mange andre opgaver på skolen), men sammenlignet med hvad rigtig mange andre lærere skal tumle med af uro i en første klasse, var den faktisk uproblematisk. En homogen, velstimuleret børnegruppe i rimelige fysiske rammer fra velstillede hjem med en decideret velfungerende pigegruppe. Og så skiftede den mest krævende dreng tilmed skole undervejs. Sammenligner man med den opgave, lærerne på Stevnsgade Skole udstillede for alverden for et lille års tid siden i tv-serien 'Missionen på Nørrebro', er forskellen slående. Her var der tale om en meget mere sammensat børnegruppe med en stor andel af tosprogede og nedslidte, snærende fysiske rammer. Her var udfordringen virkelig på - eller over - kanten af, hvad man kan byde en lærer.
Det mest tankevækkende i begge udsendelser forekommer at være det totale fravær af systemautoritet bag den enkelte lærer. Over for eleverne har man kun den myndighed, man er i stand til at tilkæmpe sig i kraft af sin personlighed, og det er simpelthen ikke nok. Slet ikke når man er 25 år, kommer lige fra seminariet og skal leve op til et klasselæreransvar. Slet, slet ikke i en første klasse, som oven i købet skal deles med en anden nyuddannet.
Vi har i dag en situation, hvor skolen rutinemæssigt kaster sine pligtopfyldende ansatte ud i alvorlige mentale kriser på grund af opslidende og urimelige konfrontationer med børn og forældre. DLF bliver nødt til at åbne en diskussion om, hvordan vi kan give den enkelte lærer noget af den myndighed tilbage, vi i kølvandet på det store 68-flip troede, man kunne være helt foruden som lærer.
Niels Christian Sauer
medlem af DLF's hovedstyrelse
