Debat
Valgkampen, der blev væk
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Egentlig skulle man jo tro, at valget af den hovedstyrelse, der sammen med formand og næstformand skal forestå den daglige ledelse af Danmarks Lærerforening de næste fire år, kunne få folk op af hullerne. Men nej. Når der kun skal fravælges fem ud af 25 kandidater til valggruppe et, så kan man knap tale om en valgkamp, og det er måske også grunden til, at mange af kandidaterne stort set ikke ytrer sig i debatten. De føler sig formentlig stort set valgt på forhånd.
Men det er problematisk af mindst to grunde. For det første kommer hovedstyrelsen ikke til at afspejle styrkeforholdet mellem de forskellige holdninger, der findes i medlemsskaren - jævnfør de overvældende hovedstyrelsesflertal, der tre gange inden for de sidste fire år har sagt god for overenskomstforslag, som efterfølgende er blevet nedstemt af medlemmerne. Det skaber en overhængende risiko for gentagne fejlvurderinger af medlemmernes egentlige positioner fra ledelsens side. Der er så at sige ikke 'hul igennem' fra bund til top i foreningen. For det andet fremmer det alt andet lige næppe kvaliteten i arbejdet, at konkurrencen om sæderne er så beskeden.
Situationen kalder på selvransagelse både hos de menige og hos de valgte. De menige må gribe i egen barm, når de konstaterer, at de valgte gang på gang fejlvurderer situationen. Når interessen for foreningens arbejde i alt væsentligt begrænses til at skælde den hæder og ære fra i stedet for at give den klare signaler via generalforsamlinger og opstillinger, skal det gå galt. Og de valgte må huske på, at selv om deres parlamentariske grundlag formelt er i orden, er det reelt endog meget tyndt. Man skal ikke tro, at ens valg er udtryk for nogen egentlig opbakning bag ens linje, hvis man er blevet valgt uden nævneværdig konkurrence.
Al den stund medlemmerne næppe lader sig udskifte, kan jeg kun se én vej ud af miséren: Øget brug af urafstemninger, ikke kun ved formands- og næstformandsvalg, men også ved valg til kredsstyrelser og kongresdelegerede samt opstilling af overenskomstkrav på lokalt plan. Cirka 90 procent af de menige medlemmer orker åbenbart ikke spillet omkring opstillingerne og generalforsamlingerne, som det er i dag, og foreningsledelsen risikerer at tabe orienteringen.
Ingen vil tilsyneladende argumentere imod øget brug af urafstemninger, der er blevet gjort til tema i denne ikke-eksisterende valgkamp. Hvorfor i alverden kan vi så ikke få gjort noget ved det her?
Niels Christian Sauer
Karlebo
kandidat til hovedstyrelsen