Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
DLF's kongres er vel overstået for i år.
Anni Herfort Andersen blev genvalgt som foreningens formand for de kommende fire år.
Stig Andersen blev valgt som næstformand for de kommende fire år.
De blev begge to valgt med en ret snæver margin, idet der til begge valg som bekendt var kampvalg. Valgene udmærkede sig ved at kunne foretages imellem fire velkvalificerede kandidater. Et kampvalg er i sagens natur en del mere spændende end et fredsvalg.
En journalist spurgte mig efter valget, om jeg nu troede, at fløjkrigen var slut. Jeg svarede, at det burde den være, idet man, hvis man skulle blive i terminologien, må sige, at begge fløje fik valgt hver en kandidat.
Såvel ja- som nej-fløjen blev repræsenteret i den øverste ledelse. Så vidt så godt!
Jeg kom efterfølgende til at spekulere lidt over udtrykket 'fløjkrig'. Journalisten opfattede jo klart situationen sådan, og jeg er tilbøjelig til at kunne følge hende.
Der har været 'fløjkrig' i DLF i hvert fald siden 1992, hvor vi fik lærerpakken med kommunalisering af lærerne og overenskomstansættelse.
For mig er det indlysende, at en sådan 'krig' ikke fører noget positivt med sig for lærerne, hvis den blot fortsætter og fortsætter og fort . . .
I DLF bør der finde diskussioner sted, hvor uenigheder synliggøres. Det er en måde at lave politikudvikling på, hvor man mest nuanceret og med høj grad af medlemsaktivitet kan komme rundt om emnerne. Det giver mulighed for at opnå de bedste resultater for medlemmerne.
Det er mit håb, at det nye formandskab og den kommende hovedstyrelse vil give plads for den intelligente dialog som basis for beslutninger og politikudvikling i foreningen.
Helen Sørensen
Herningegnens Lærerforening