Citeret efter et leksikonopslag er en polyhistor en person, der er kyndig i mange fag. Da der var polyhistorer til, var en videnskabsmand på grund af den dengang endnu begrænsede vidensmængde en mand, der formåede at beherske næsten alle vidensområder. Den i dag kendte snævre fagafgrænsning var altså betydelig videre og mindre præcis. Men det er alt sammen meget længe siden. Med den stigende vidensmængde blev det mere og mere nødvendigt med fagafgrænsninger for overhovedet at kunne videreudvikle og overføre vidensmængde til kommende generationer. Skolens opgave måtte derfor blive at give eleverne mulighed for at kigge indenfor i de forskellige hensigtsmæssigt tilrettelagte vidensområder og suge til sig, alt efter hvad evner og modenhed nu tillod. Lige indtil en af Danmarks mest åndsoverlegne foreninger, Børne- og Kulturchefforeningen, i et tidstypisk blindt amokløb finder på at lette fra den timelige verden og fra deres præmortale elysium udslynge de sørgeligt velkendte virkelighedsforagtende slagord om at smide fagene væk. For fra deres høje stade betyder en øget vidensmængde, at man på polyhistorvis og i dybeste modstrid med virkelighedens erfaringer igen skal til at skøjte tværs hen over hele baduljen. Et fast skoleskema med fag på. Hvor ækelt hensigtsmæssigt praktisk og derfor utidssvarende. Nej, der skal være rum og tid til fordybelse. Og det vil der være gode muligheder for i chefforeningens antiskolefantasi, hvor al den besværlige faglige viden, der kunne gøre fordybelsen forpligtende og arbejdskrævende, er fjernet. Fordybelse og undervisning er derfor nu som meningstømte begreber indgået i samme spøgelsesbrigade som undervisningsdifferentiering, ansvar for egen læring, demokrati med mere, som klogskaben, for at gøre dem letter-e at tale postulerende og uforpligtende om, har undlivet ved tærsklen til uvidenhedens og analfabetismens håbefulde millenium.

Vagn Madsen

Brønderslev