Bogen 'Nationaløkonomi' oplyser, at livsindkomsten beregnet af det økonomiske råd for folkeskolelærere i perioden 1960-1990 (faglært maskinarbejder sat til indeks lig med 100) har bevæget sig fra indeks 113,7 i 1960 til indeks 96,1 i 1990.

Hvis lærerne sammenligner sig med andre lønmodtagergrupper, så er lønforskelle og lønspredning betydeligt mindre, viser analysen fra Lærernes Centralorganisation. Vores livsløn er 1990 næsten den samme som for en ufaglært metalarbejder, hvis livsløn har indeks 97,6. Altså lidt mere end læreren.

'Lønspredningen' er lille, hævder kongressen. Men er den nu det? Nominelt måske. Tager man den 'sociale' del af livslønnen med, eventuelt korrigeret for skat og subsidier, og dividerer med antal udførte arbejdstimer på et lærerliv, vil vi få en meget stor spredning, som også betyder, at arbejdsgiver har 'svært' ved at beregne prisen på 'varen'. Alene det må betyde en ændring af vore aflønninger. Kongressen har for mig at se ingen grund til at rose sig af, at der er en lille lønspredning. Den reelle spredning, prisen på arbejdskraft, er nemlig større, end den er i mange andre fag.

Nogle lærere synes at kræve mere lighed - læs, samme pris for samme arbejdskraft. Prisen for udført undervisningslektion. Prisen er i dag historisk høj. Man kunne hævde, at effektiviteten var dalet. Lærere, der er pensionister i dag, startede med 36 lektioner per uge, senere 32 lektioner per uge, 27 lektioner og så videre. En lektion var 50 minutter. Seks ugers barselsorlov 1970.

I øjeblikket synes løn og sociale bidrag blandet så dårligt sammen i vort samfund, at vi har lærerkolleger, der mener, at tjenestemandspensioner er et offentligt anliggende. Meget tyder på, at disse lærerkolleger har ret. Beskatningen af tjenestemandspensioner (beskatningsretten til tjenestemandspensioner tilfalder Danmark, medens private pensioner tilfalder bopælslandet). En fortolkning af Told og Skat, ligningsvejledning, dobbeltbeskatningsoverenskomster lande imellem, siger i artikel 18: 'Beskatningsretten til sociale pensioner, herunder folkepension, tilkommer kildestaten'. Vor skatteminister synes helt klart at sætte tjenestemandspension i bås med sociale ydelser hvad udlandsbeskatning angår. Da pensionen er afledt af lønnen, er der ikke langt til at frygte, at mange unge forlanger et opgør med tjenestemandssystemet. Vi, der snart skal pensioneres, og de, der er pensionister, risikerer at blive taberne. Efterlønsmodtagere er ikke det samme som pensionerede tjenestemænd. Efterlønsmodtagerne, alene navnet antyder, at her er der tale om 'lusk', undergraver tjenestemandspensionerne. Som en læser mener. Pensionister bør ikke forhandle lønforhold. Det må varetages af arbejdstagere. Ved sammenligning med andre EU-landes løn- og beskatningsforhold kunne man let hævde, at barselsorlov, sygeorlov med mere ligesom efterløn også er sociale ydelser, al den stund staten/amterne/kommunerne med mere forvalter hovedparten af lønmodtagernes midler i et af verdens højest beskattede lande.

Men vi må starte med, at skatteministeren respekterer, at tjenestemandspension er en arbejdsindtægt og ikke en social ydelse. Frankrig er vores forbundsfælle. Vælg Frankrig. Frankrig accepterer ikke den danske afgørelse. Frankrig ønsker, at bopælslandet har beskatningsret til tjenestemandspensioner. I andre lande er tjenestemandspensionen sædvanligvis ikke en social ydelse.

Det kunne være rart at høre foreningens holdning.

Uffe Kærsgaard Hansen

Nuuk, Grønland