Computeren som kvalitativ overflødighed.

Vi kan ikke være bekendt at give vore børn mindre end det bedste, sagde Anni Herfort i sin kongresberetning med statsministeren som kilde. Og hvad er så det bedste af det bedste: en computer. Først var det lommeregneren, der berøvede børnene en brugelig talfærdighed. Og ligesom man dengang opfandt en pædagogisk acceptabel begrundelse for det unødvendige i at kunne behandle tal, således har det bedste af det bedste nu fremtvunget erkendelsen af det tåbelige i at satse på paratviden. Alt flyder jo nu i en lind strøm fra skærmen. Derfor består den højeste form for kvalitet i skolen i dag i at øve børnene i at udvælge, sortere og håndtere, sagde Anni Herfort.

Men opnåelse af denne eftertragtede topkvalitet i menneskelige færdigheder behøver vi bare slet ikke en skole til. Alle, lige fra Anni Herfort til det jagede, undervisende folkefærd i skolestuerne, kan jo både udvælge og sortere uden nogen sinde selv at have truffet computeren i deres skoletid. Vi kan oven i købet undervise andre i det. Nej, er der noget, der virkelig er betingelsen for en kvalitetsudvikling i skolen i dag, er det den ihærdige, nu så forhadte reaktionære indsats for at bibringe børnene den størst mulige mængde af systematisk inddelt faglig paratviden i en delt folkeskole, der giver alle elevkategorier de bedst tænkelige muligheder for at tilegne sig, hvad deres evner formår. Med en sådan indlært vidensbasis klarer kommende generationer ligesom de forgangne selv i fuld frihed uden overgramsende pædagogfingre at blive både sociale, demokratiske, udvælgende og sorterende skærmkiggere.

Vagn Madsen

Brønderslev