I betragtning af DLF's lunkne forhold til pensionisterne er det forståeligt, at nogle melder sig ud eller foreslår dannelsen af en selvstændig pensionistforening (sidst Else Johannesen, Lyngby), men ingen af delene er farbar vej, hvis man vil opnå noget for pensionisterne.

Magter pensionisterne ikke at skaffe sig indflydelse i den lærerforening, hvori de har været medlemmer gennem mange år, så magter de da slet ikke at danne en funktionsdygtig forening med et relativt beskedent medlemstal. Deling af DLF's formue betragter jeg som ren skrivebordstænkning.

Dertil kommer, at det er urealistisk at forestille sig opnåelsen af en eller anden form for forhandlingsret (ikke kun Lykketoft ville betakke sig). Det ville kræve en fællesorganisation for alle tjenestemandsansatte pensionister, hvilket heller ikke hører hjemme i virkelighedens verden.

Modsætningerne mellem de forskellige grupper ville være alt for store til at muliggøre en slagkraftig, fælles optræden. Endelig er det nok begrænset, hvor mange pensionister der har overskud til at gå ind og løfte en sådan kæmpeopgave.

Alt i alt vil jeg derfor direkte advare mod alle former for udmeldelse, hvor fristende de måske kan lyde, når frustrationerne melder sig med fuld styrke. Der er kun én farbar vej: forblive i DLF, efter evner og kræfter leve med i kredsene, markere pensionisternes synspunkter (for eksempel i Folkeskolen og på generalforsamlinger) og ved siden af måske gå ind i ældrepolitisk arbejde i en af de organisationer, der specielt arbejder med pensionistproblemer.

Jørgen Pagh Andersen

Københavns Lærerforenings pensionistafdeling