Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Både i dagspressen og i fagbladene fyger det i øjeblikket med gensidige beskyldninger mellem Danmarks Lærerforenings og BUPL's (Forbundet for Pædagoger og Klubfolk) forbundsformænd om, at begge faggrupper i fremtiden kommer til at gå på strandhugst ind over begges områder. Og hvorfor så det?
I mange år har vi snakket om og ønsket et bedre lærer-pædagogsamarbejde omkring arbejdet med børnene i de små klasser med det formål at skabe større sammenhæng og helhed i børnenes liv.
Derfor var det glædeligt, at vores forbundsformand, Bente Sorgenfrey, her i eftersommeren kom med sit bud på: 'En ny skolestart' indeholdende et tipunktsprogram for en bedre skolestart. Et program, der byder på konkrete forslag til, hvordan de mange smukke ord og tanker kan omsættes til konkrete handlinger.
Man kunne håbe, at et sådant forslag ville blive betragtet som udgangspunkt for en mere konkret debat faggrupperne imellem. Men hvad skete der?
Gamle fordomme, mistænkelighed og mangel på respekt for hinandens faglighed er blevet det dominerende i debatten.
Jeg synes, det nu er på tide, at diskussionerne skifter retning og dermed i stedet kommer til at dreje sig om:
- børn - i stedet for arbejdspladser.
- hvordan kan faggrupperne berige hinanden?
- hvordan kan vi i fællesskab skabe de bedste rammer for børnene?
- hvordan og hvad kan vi lære af hinandens faglighed - til gavn for børnene?
- i fællesskab få afklaret roller og kompetencer.
Og så synes jeg, at vi skal droppe de gamle fordomme og den megen mistænksomhed og i stedet gå i gang med arbejdet med åbenhed og gensidig respekt i stedet for at fortsætte de korslagte armes politik.
Vores undervisningsminister, Ole Vig Jensen, udtrykte det på denne måde ved åbningen af Danmarks Lærerforenings kongres den 4. november:
'Lærere og pædagoger kan heldigvis ikke det samme. Det skal vi udnytte. Derfor har de bare at stoppe surmuleriet, snakke pænt sammen og se at enes, ellers giver det ikke mening at snakke om helhed og sammenhæng i børns liv.'
Hanne Micheelsen
formand for BUPL
Sønderjylland