Maskinstormere blev de kaldt, de arbejdere, der i industrialismens barndom smadrede spindemaskiner og anden nymodens teknologi, der truede med at tage deres levebrød. Men faktisk forholder det sig ikke helt sådan. Hvis man går tæt på begivenhederne, så er den generelle historie, at de ikke ødelagde de maskiner, der kunne forbedre arbejdsforholdene. I de få tilfælde, hvor den slags blev smadret, skyldtes det uvidenhed. Eller måske, at ejerne trumfede det nye igennem - i blind udviklingsbegejstring og uden tanke for ret meget andet end profitten.

De historier kan der være god anledning til at mindes, når man ser på offentlighedens og skolens forhold til den nye informationsteknologi (IT).

- IT-maskinerne skal ind overalt, koste hvad det vil. Det er nødvendigt af hensyn til landets konkurrenceevne, lyder det fra nogle.

- Jeg vil ikke røre ved en computer med en ildrager, den ødelægger alle de menneskelige relationer, siger andre. (Eller også nøjes de med at tænke det, for synspunktet er bestemt ikke populært).

Resultatet er meget lidt frugtbart, fordi man står og råber til eller om hinanden fra fløjene, og diskussionerne skæres over, så de foregår to steder: Blandt begejstrede tilhængere på den ene side og blandt mere eller mindre passive modstandere på den anden side.

Den tolkning kan man nemt få bekræftet ved at læse denne uges to interview med Carsten Graff og Pia Grünbaum.

- Computeren stjæler børns sanselighed og fanger dem ind i et net af surrogatoplevelser i stedet for at give dem virkelighed, siger Graff. - Nej, svarer Grünbaum.

- Computeren åbner døren til en helt ny pædagogik, hvor børns motivation er en foræring.

De modsætninger skal ikke afmonteres her. Men det kan være frugtbart også at læse interviewene som to forskellige måder at belyse den samme virkelighed på. Og sammenlagt kan de tjene som advarsel mod at tro på folkeskolens frelse fra fløjene. Skolens problemer kan ikke løses af selv nok så mange computere, og løsningen er heller ikke at sige nej til maskinerne.

Men Pia Grünbaum har fat i noget vigtigt, når hun peger på elevernes behov for fordybelse, og enhver lærer véd fra sig selv, at hun har ret i, at læreren ikke kan kende alle svar på alt.

- Hvordan kan man være en god lærer, hvis man ikke selv har lyst til at lære, spørger Pia Grünbaum også. Men svaret har ikke noget med computere at gøre. En god lærer skal - under alle omstændigheder - have lyst til at lære.

Og så er det værd at bemærke, at hverken Grünbaum eller Graff reelt er interesseret i selve maskinerne. Det er skolens indhold, der betyder noget, mener de begge.

Dér bør samtalen begynde. I den virkelighed, som skolen er en del af, fylder computeren en del. Derfor skal lærere og elever også bruge den og forholde sig til den i skolen. Ikke som et truende uhyre. Ikke kun som et nødvendigt onde. Og slet ikke som en pædagogisk maskin-messias. Maskinerne erstatter ikke virkeligheden, de er en del af virkeligheden. Og man kan en masse nyt med dem, som man ikke kan uden. De problemer, der også følger med, må man så forholde sig til. Som med spindemaskinerne, skrivemaskinen, film, fjernsyn, radio og alt det andet isenkram, der både kan bruges og misbruges.

-th

Computeren er en del af virkeligheden

- hverken et truende uhyre eller en pædagogisk maskin-messias