Debat
Noget for noget – der ér valuta for pengene
Visuel kompetence.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af regeringens oplæg til Globaliseringsrådet »Verdens bedste folkeskole« fremgår det, at »alle børn skal have udfordringer og mulighed for at udnytte deres evner optimalt. Det gælder i alle fag - både i de grundlæggende fag og i kreative fag som for eksempel musik og billedkunst samt i idræt«.
Endvidere står der, at »eleverne skal kunne udvikle deres musiske og kreative egenskaber og færdigheder. Det moderne samfund og det moderne menneske har tillige brug for kunst, kreativitet og følelser. Øjnene skal lære at se, hvad de ikke før kunne se. Ørerne skal lære at høre, hvad de ikke før kunne høre. Sanser og følelser skal udfordres, og den velkendte verden skal udvides. Billeder skal forstås og kommunikeres ... Det står ikke i modsætning til de øvrige fag, men gavner tværtimod de øvrige fag«.
Der er andre fag end de såkaldt basale fag, der har en faglighed i sig, som styrker elevens mangesidige evner. Et af dem er billedkunst, som har udviklet sig fra tegning via formning til det nuværende billedkunst. Også fagets indhold har ændret sig. En væsentlig del handler i dag om visuel kommunikation i bred betydning.
Faget skal skærpe elevens evne til at opleve og udtrykke sig i billeder og til at afkode og navigere i det overvældende billedunivers, vi omgives af på gaden, i blade og bøger, i tv, på internettet, på film og i nutidig og ældre kunst i al dens bredde og i egne og andre kulturers billeder.
Undervisningsministeren har netop været vært ved et møde i Sorø om kunsten i skolen. På dagsordenen stod »Udvikling af elevernes musiske og kreative egenskaber og færdigheder«, »Gode eksempler til inspiration« og »Den kulturelle dannelse - hvorhen og hvordan?«
Ingen billedkunstlærere var at finde på deltagerlisten. Danmarks Billedkunstlærere har i indeværende uge i samarbejde med gymnasiets og seminariernes lærere i billedkunst en konference på Fuglsøcentret om »Billedkunst, Billed- og mediefag, Visuel Kultur«, hvor nationale og internationale forskere bidrager med deres bud på, hvilke kvalifikationer og kompetencer et nutidigt billedfag kan byde på.
Konferencen er støttet af Undervisningsministeriet. Forhåbentlig ønsker ministeren at få valuta for pengene, så konferencens indhold kan få lov at præge ministerens planer for opfyldelse af regeringens oplæg.
Det ville være fint at styrke globaliseringen med at skabe forbindelse mellem Sorø og Fuglsø.
»Der er andre fag end de såkaldt basale fag, der har en faglighed i sig, som styrker elevens mangesidige evner«