Forleden fik jeg på mit arbejde forelagt hovedanbefalinger for en national handlingsplan for læsning. Regeringen vil gerne styrke befolkningens læsefærdigheder. Hvem vil ikke det?

Tre ting faldt mig imidlertid for brystet: Ordet national, ordet ambitiøs og svaret på forslagets økonomiske konsekvenser.

Hvorfor skal ordet national hele tiden føres frem, national handlingsplan, national strategi, nationale test, national hjemmeside. Hvorfor ikke slette ordet helt eller erstatte det med ordet landsdækkende.

Det nationale er det karakteristiske for en nation, det patriotiske, men er eller skal denne plan være særlig karakteristisk for os danskere? Er dagsordenen, at vi kan blive rigtig gode nationale danskere? Jeg troede, det drejede sig om, at danskerne skulle være bedre læsere.

Min anden anke er ordet ambitiøs. Nu skal ambitionsniveauet hæves. At være ambitiøs betyder også at være ærgerrig, men er det egentlig at være særlig positiv. Ordet smager af selvros. Hvorfor ikke holde fast ved, at det drejer sig om at fremrykke de nuværende trinmål for læsning?

Min sidste indvending går på forslagets økonomiske konsekvenser. Dette punkt har udvalget ikke forholdt sig til, siger de. Alligevel skriver de i deres rapport, at fremrykningen af specialundervisning i dansk ikke vil medføre merudgifter, fordi behovet for specialundervisning på et senere klassetrin må blive mindre, nemlig når handlingsplanen er gennemført. Jeg spørger da, hvad kom først, hønen eller ægget? Selvfølgelig vil denne handlingsplan kræve øgede resurser i form af tid og penge.

»Jeg er mere ambitiøs end Danmarks Lærerforening

- og vi vil tage samtlige af rapportens anbefalinger i brug«, udtaler Bertel Haarder. Hvad siger landets læsekonsulenter?