Professor Per Fibæk Laursen skal have tak for med »Den autentiske lærer« at have bragt læreren ind i debatten om folkeskolen. Det har han formået næsten ene mand i en tid, hvor pædagogisk diskussion ellers mest har handlet om organisation og psykologi og »ingen kan lære nogen noget«.

Men det er en gåde, hvordan Fibæk forestiller sig, at læreren kan fastholde sit greb om undervisningens perspektiv og sin autenticitet med den rolle, som læreren tildeles i hans skolevision.

For nylig udtalte Per Fibæk, at han finder debatten om folkeskolen for kollektivistisk og for national. Fibæk orienterer sig i skoledebatten selv efter individet og det globale.

Det forklarer, hvorfor han også er fortaler for den fleksible skole, der selv efter dansk skoletradition udviser ekstrem reverens for det enkelte individ.

Det forklarer også, hvorfor Fibæk i Folkeskolen nummer 45 undsiger dannelsesbegrebet. Men ræsonnementet er ret opsigtsvækkende. Fibæk foretrækker begrebet kompetence, med den begrundelse at dannelse er »et fremmed begreb i forhold til folkeskolens tradition«.

Må jeg bede om mine himmelblå.

Formålsparagraffen fremhæver begreber som kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder, udtryksmåder, fortrolighed med dansk kultur, medansvar, åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Ikke et ord om kompetence. Det er kompetencebegrebet, som er et fremmedlegeme i dansk skoletradition.

Jeg kan ikke se, at Per Fibæk Laursens skoletanker hænger sammen og er realistiske. Der er et missing link mellem individet og det globale. I sin abstraktion overspringer Per Fibæk betydningen af elevens nære oplevelsesmæssige, sociale og kulturelle dannelsesramme, familien, kammeratgruppen, foreningen, lokalsamfundet, egnen og nationen.