Debat

Øget mulighed for holddeling

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Professor Jens Rasmussen siger i Folkeskolen nummer 43, at skolen for alle er i opløsning på grund af en øget brug af holddeling på kryds og tværs af klasser og årgange. Det sker ifølge ham uden nogen form for politisk beslutning og bag om ryggen på politikerne. Jeg kan ikke være mere uenig. Selv om der er masser af dynamik i folkeskolen, betyder det ikke, at en øget holddeling sker uden nogen politisk stillingtagen. Tværtimod. De seneste ændringer i folkeskoleloven, som Venstre har stået fadder til, indebærer netop øget mulighed for holddeling.

Han ønsker derimod at holde fast i den udelte enhedsskole, hvilket vi i Venstre er uenige i. Vi mener, at det kan være sundt at dele børnene. Blandt andet fordi undervisningen ifølge loven skal tage udgangspunkt i den enkelte elev. Og med de seneste ændringer må der nu også deles efter fagligt niveau i de mindre klasser, sidestillet med holddeling af pædagogiske grunde.

Et andet eksempel på deling af skolen, som Venstre er positiv over for, er opdeling i indskoling, mellemtrin og udskoling. Den politik har partiet stået for de seneste mange år, og det fremgår også af vores nye visionsoplæg for folkeskolen (se www.venstre.dk). Derfor er der netop ikke tale om, at den nye udvikling i folkeskolen sker bag om ryggen på politikerne. Tværtimod.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jens Rasmussen kalder på en grundig skoledebat på baggrund af denne udvikling i folkeskolen. Det har vi i Venstre altid lyst til og er parate til. Jeg håber, at man også fra oppositionens side vil fremlægge håndgribelige bud på fremtidens folkeskole. Det vil give den skoledebat, som han efterlyser en debat, Venstre og jeg ser frem til.