Debat
Lederskribentens fristil
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det skorter ikke på frie tolkninger af statsministerens ord og levned i lederen i Folkeskolen nummer 46.
På begrænset plads skal jeg søge at svare, i fromt håb om at læserne bedre end lederskribenten kan skelne mellem æbler og pærer.
En af de fokusgrupper, jeg nedsatte efter OECD-rapporten i juni, har fokuseret på lærernes efter- og videreuddannelse. I denne gruppe havde KL og DLF måske ikke overraskende forskellige bud på, hvordan efteruddannelse skal organiseres, skal det være obligatorisk eller ej? Alle parter er enige om, at det skal prioriteres, og at CVU er omdrejningspunktet. Jeg vil undersøge, hvordan vi kan få en forståelse, der giver relevante efteruddannelsestilbud og gode, faglige miljøer.
Meningen med at nedlægge Statens Pædagogiske Forsøgscenter er, at frem for at have forsøgsvirksomheden på én institution er det hensigten, at de midler, der frigives ved nedlæggelsen, skal anvendes til et mere målrettet og landsdækkende forsøgs- og udviklingsarbejde i folkeskolen. Der er ikke tale om en spareøvelse målet er at anvende forsøgsmidlerne mere effektivt og fleksibelt.
Denne beslutning har ingen sammenhæng til OECDs vurdering af arbejdet med pædagogisk forskning. Videnskabsministeren og jeg etablerer et nationalt forum for forskning og udvikling inden for uddannelse. Her skal forskere mødes med lærere fra de forskellige uddannelsesniveauer, politikere og andre interessenter. Som optakt til etablering af dette forum inviterer vi til en stor konference om uddannelse i foråret 2005.
Det er såre naturligt, at en faglig forening plæderer for flere midler til sine medlemmer. Men man bør rimeligvis fortælle de samme medlemmer, hvad regeringen rent faktisk gør på de områder, der udsættes for kritik, i stedet for blot at udstille sin mavesurhed og messe over melodien »send flere penge«.