Inspektion er en god evalueringsmetode, når det politiske debatmiljø ikke er lydhør over for min kritik. Og det er en dårlig metode, hvis det modsatte er tilfældet. Det er den konklusion, jeg får ud af Niels Christian Sauers læserbrev i Folkeskolen nummer 45. Det lyder i mine ører som et politisk-ideologisk synspunkt og ikke som et pædagogisk synspunkt.

Jeg respekterer selvfølgelig hans svar, som er både klart og forståeligt ud fra en politisk platform, selvom jeg ikke deler synspunktet. Men jeg synes, at det er problematisk, at den reelle tilstand omkring Håbo-projektets mest besøgte skole Futurum stadig skal holdes hemmelig af politisk-ideologiske grunde.

I den sammenfattende konklusion omkring Futurum står:

»Sammanfattningsvis bedömer utbildningsinspektörerna att verksamheten vid Futurum ligger väl i linje med de nationella bestämmelserna och målen för grundskolan. Skolans pågående värdegrundsarbete förefaller ge resultat i stort sett trivs eleverna och känner sig trygga. Den pedagogiska verksamheten fungerar bra och eleverna uppskattar när de själva får välja arbetsuppgifter. Lärarna tar stort ansvar för arbetet på den egna enheten. Det pågående arbetet med lokala konkretiseringar av de nationella kursplanerna har förutsättningar att bli ett verkligt redskap för ökad målupp-fyllelse«.

Dernæst peger inspektionen på nogle områder, hvor skolen ikke lever op til lovgivernes krav, for eksempel omkring støtteordninger for elever med særlige behov og handleplaner for disse elever.

Håbo-skolen er i øvrigt ikke, hvad jeg forstår ved den fleksible skole. Sådan ser lærerne heller ikke selv på det, og det er vel derfor, at inspektionen ikke forholdet sig til begrebet. Men jeg stiller mig også kritisk, men konstruktivt til Håbo-projektet, hvilket blandt andet fremgår af en artikel i seneste nummer af »Unge Pædagoger«.