Når læreren har problemer, så har børnene det også. Og når læreren påføres de problemer, som professor Jens Rasmussen og jeg har drøftet her i bladet i forbindelse med min bog 'Folkeskolen - et pædagogisk forhold', så lider selve folkestyret. Det er venligt af Rasmussen at foreslå debat om dette i Folkeskolens spalter, men lærerne kender problemerne. Derimod kunne jeg håbe, at lærere vil føre debatten ud i dagspressen og i det politiske arbejde med henblik på genoprettelse af den demokratiske orden i skolen (jævnfør Montesquieus og Luthers magtopdeling). Til det formål kunne min bog måske findes anvendelig.

Inden for 1.700 tegn kalder Rasmussen mig både populistisk og udemokratisk - en paradoksal sammenkædning, som ville passe fint på en fascistisk tyran. Det populistiske findes ellers imødegået i bogen, side 30-32. Læs det selv!

Naturligvis giver det anledning til overvejelse, hvorfor Rasmussen kalder mig udemokratisk. I anmeldelsen kæder Rasmussen det udemokratiske sammen med det 'at overlade beslutninger ... til den enkelte lærer og dennes elev'. Imidlertid er disse spørgsmål i bogen forbundet med skolelovens paragraf 18, stykke 4, som handler om lærers og elevs samarbejde om 'fastlæggelse af de mål, der søges opfyldt'. Denne paragraf indsætter det pædagogiske forhold i sin rette plads - og paragraffen er da også vedtaget demokratisk. Hvis Rasmussen herefter mener, at jeg ikke har fattet det, må jeg bede ham prøve med argumenter.

Med glæde læser jeg, at Rasmussen fastslår det som en pligt selv at deltage i skoledebatten. Det vil givetvis ske med stor faglighed og medføre en opkvalificering af debatniveauet; og det trænger vi, så vi ikke ustandseligt skal rende på den nævenyttige Egelund. Der er jo forskel på at have sagkundskab og indsigt (det står skolen for) og at mene og synes en masse (det politiske). Derfor er pædagogik vigtigere end politik, for det er skolen, der skal kvalificere den demokratiske debat, som jeg naturligvis ikke er imod.

John Kåre Bjørnson

skoleinspektør, cand.pæd.