I Folkeskolennummer 44 erindres vi om, hvad vi alle dagligt i årevis har mærket, men som trods dette gang på gang serveres som en overraskende nyhed. Tidligere bestod en klasse af en bred og fyldig midte med udtynding mod top og bund. Nu er midten svundet ind, og top og bund buler ud. Vi ved det til bevidstløshed, for det gør ondt hver eneste dag, når vi underviser. Hvis vi underviser. Et eller andet sted dybt nede i vor underbevidsthed, der, hvor alle de onde og slibrige tanker dannes, kunne den tanke nu let opstå, at hvis nu folkeskolen fra starten i 1814 til i dag havde været udelt, så måtte alle progressivt pædagogiske frontfigurer med hele det politiske efterslæb i dag profilere sig med et krav om en delt skole, der kunne tilgodese begge elevudbulinger. Det ville være et afgørende brud med traditionen. Og alle pædagogisk/psykologiske eksperter lever jo af at bryde med traditioner. Så de ville jo være bragt i deres syvende himmel. Men nu var folkeskolen altså delt lige indtil 1975 og i nogen grad indtil 1993. Så nu skal skolen pinedød være udelt i en grad, så lærerne taler til en elevgruppe, der ikke mere eksisterer. For ellers falder de kloge ned fra deres syvende himmel til den skinbarlige jord. Og det er dog for usselt. Og når det senile undervisningsdifferentieringsspøgelse så ikke længer lader sig gnide ud af Aladdins forslidte lampe, må vi 'fokusere mere på undervisningens form end på indholdet' (side 32 i Folkeskolennummer 44). Det må hermed være godtgjort, at den udelte skole kun fungerer, hvis indholdet, fagligheden, kundskaberne sjofles og overdøves med de bløde kompetencer og alt det andet tværfaglige gøgl, som tiden så må slås ihjel med.

Vagn Madsen

Brønderslev