I Istanbul insisterer dansk/tyrkiske Knud-E. Hauberg-Tychen på, at vi i Danmark allerede bor i et multietnisk samfund og skriver i Folkeskolennummer 45, at det har vi gjort lige siden den historiske indvandring før verdenskrigene af forskellige nationaliteter, som blev integreret i det danske samfund. Jeg må mene, at de ikke alene blev integreret, men helt assimileret, så det eneste minde om en anden fortid kan aflæses på deres navne. De flygtede blandt andet væk fra hungersnød og kom for at bidrage til det danske samfund og tilegnede sig vore normer.

Det er helt ude i kåldolmeren at sammenligne den udvikling med det, der sker på indvandrings- og flygtningeområdet i dag. Den noget mislykkede integration, vi ser i dag, deltager folkeskolen jo allerede i, for selvfølgelig skal viden om det danske samfund formidles til de fremmede via vores undervisningssystem, blot er det mit synspunkt, at lærerne må afvente stillingtagen fra det politiske system, netop fordi den lykkelige udvikling, som den tidligere indvandring i Danmark kan berette om, ikke finder sted i forhold til alt for mange mennesker med islamisk baggrund. Når det kan påvises, at vi vil få en anden befolkningsmæssig sammensætning, hvis ikke-integrationen fortsætter, så er DLF lige en tand for tidligt ude i forhold til den kendsgerning, at flere og flere bliver lukket ind i landet, uden at de kommer til at forsørge sig selv eller ønsker ægte integration. Det politiske liv må tage stilling til, hvornår grænsen er nået for mangel på vilje til integration. Lærernes gode vilje er bare indlysende, men når den gode vilje hele tiden støder på forhindringer, hvor mennesker med anden etnisk baggrund på grund af profeters krav om lydighed i forhold til en religion, der omfatter leveregler, retsopfattelser, som utilsløret optræder som en politisk ideologi, så påfører DLF sine medlemmer en opgave, der i praksis alt for tit vil mislykkes. I denne her sammenhæng oplever jeg DLF som en organisation, der efterlader det indtryk i offentligheden, at lærerstanden ikke følger med i den politiske debat og overhovedet ikke er klar over, hvad der rører sig i den demokratiske befolkning. Fra Istanbul ser det ud til at være endnu sværere.

Torben Thomsen

Aars