Der er god grund til at undre sig over, hvad der er ideen i, at Københavns Lærerforening, KLF, har to repræsentanter i hovedstyrelsen, hvis deres tilstedeværelse er fuldstændig isoleret fra det, der foregår.

KLF's beslutning om at uddelegere forhandlingsretten om ny løn til tillidsrepræsentanterne er ikke kun et spørgsmål om KLF's status som selvstændig forening, det er i allerhøjeste grad et spørgsmål om moral.

Som hovedstyrelsesmedlem føler man sig gjort til grin af KLF's repræsentanter, der ikke på noget tidspunkt i de talrige debatter, vi har haft, har følt det nødvendigt at fremkomme med deres synspunkter på, hvor forhandlingsretten bedst er placeret.

Jan Trojaborgs forklaring om, at beslutningen også hænger sammen med, at det tidsmæssigt ville være umuligt at forhandle løn på så mange skoler, kunne måske løses ved, at KLF ikke skulle belastes med to faste pladser i hovedstyrelsen.

Efter mine beregninger og erfaringer ville en sådan aflastning give fuld kompensation for den tid, der i øjeblikket er et problem for KLF.

Og hovedstyrelsesarbejdet kunneKLF's medlemmer så stille op til på lige fod med medlemmer fra landets øvrige kredse, hvis de vel at mærke var indstillet på at bakke op om en fælles fagforening.

Lotte Lange

formand for Greve Lærerforening og medlem af DLF's hovedstyrelse