Debat
Om en kongresvedtagelse
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Siden Danmarks Lærerforenings kongres har der været mange indlæg i Folkeskolen, der har forholdt sig til Overenskomst 99.
Af nogle indlæg kan man få det indtryk, at kongressen vedtog, at DLF ved overenskomstforhandlingerne skal stille krav om, at lærerne overgår til ny løn!
Jeg har som kongresdelegeret for Roskilde Lærerforening stemt for vedtagelsen om ny løn, men jeg har ikke dermed stemt for et DLF-krav om, at lærerne skal overgå til ny løn.
Kongresvedtagelsen siger: '. . . Såfremt arbejdsgiverne i forbindelse med Overenskomst 99 stiller krav om overgang til et nyt lønsystem for folkeskolens basisstillinger, skal foreningens deltagelse i forhandlingerne føres med udgangspunkt i foreningens lønpolitik, udmøntet i en underviserlønmodel.'
DLF stiller altså ikke krav om overgang til ny løn, men hvis Kommunernes Landsforening (KL) stiller kravet, er DLF faktisk forpligtet til at indgå i forhandlingerne. Det kan foreningen så gøre gennem en blank afvisning af kravet fra modparten, men det kunne føre til, at vore forhandlere måtte forlade forhandlingsfællesskabet meget tidligt, hvilket jeg vil finde meget uheldigt.
Kongresvedtagelsen fastlægger, at DLF, hvis situationen opstår, skal gå efter en underviserlønmodel! En sådan er efter min opfattelse en model, som er forenelig med lærerarbejdet. En sådan model findes altså ikke på nuværende tidspunkt. Den skal i givet fald udformes.
Hvis kravet stilles, og hvis forhandlingerne resulterer i en model for ny løn på lærerområdet, skal først hovedstyrelsen vurdere resultatet, og derefter skal der - hvis hovedstyrelsen skulle godkende resultatet - afholdes urafstemning om resultatet, hvori ny løn så vil være en del.
Jeg er ret overbevist om, at hovedstyrelsen med baggrund i kredsenes tilbagemeldinger op til kongressen og med baggrund i kongressens debat om ny løn har forstået, at det i givet fald bliver en endog særdeles vanskelig opgave at nå et resultat, lærerne vil stemme for.
I det mindste har jeg ikke været med til at udstede en blankocheck, og jeg forbeholder mig naturligvis min ret til at vurdere et eventuelt resultat.
Paul Hagh Petersen
Roskilde Lærerforening