Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I Folkeskolen nummer 46 småfilosoferer Bent Poulsen over, at der er en modsætning mellem det, jeg sagde på kongressen, og det, han hørte mig sige.
Om Bent Poulsen har været ukoncentreret, har nedsat høreevne eller dårlig hukommelse, eller om jeg har talt for hurtigt på kongressen, skal jeg ikke udtale mig om, men jeg forstår da godt, at det må være et problem for ham.
For mig er det nu ikke så afgørende, hvad Bent Poulsen mener at opfange af kongressens mange og lange taler. Det er mere interessant, hvad der rent faktisk er sagt.
Bent Poulsen hørte åbenbart ikke indledningen af mit indlæg i forbindelse med Poul Erik Madsens forslag om en forøgelse af forberedelsestiden. Men ikke desto mindre præciserede jeg der, at der ikke skal være tvivl om, at Aalborg Lærerforenings melding på baggrund af vores medlemsmøder er, at en forringelse af den samlede tid til forberedelse betyder konflikt. Og det vil da også fremgå af båndudskriftet fra kongressen.
Derimod hørte Bent Poulsen mig tale om accept af nedsættelse af forberedelsesfaktoren mod penge. Det var ikke det, jeg sagde.
Det var overhovedet ikke det, den pågældende debat drejede sig om. Den drejede sig ikke om en nedsættelse af forberedelsesfaktoren, men derimod om forøgelse af forberedelsesfaktoren på baggrund af et forslag fra Poul Erik Madsen fra Køge.
I den forbindelse fremførte jeg, at Aalborg Lærerforening - i øvrigt i lighed med cirka 75 procent af landets øvrige kredse - ikke havde fremsendt krav om forøgelse af forberedelsesfaktoren til denne overenskomst, blandt andet fordi en forøgelse af forberedelsesfaktoren er meget dyr. En forøgelse med bare et minut koster ifølge materialet fra hovedforeningen 80 millioner kroner. Til sammenligning vil en omklassificering fra trin 39 til trin 40 koste 124 millioner kroner.
Da pengene til forberedelsesfaktoren tages fra puljen til specielle krav, vil en forøgelse med bare to minutter betyde, at der ikke bliver en krone til omklassificeringer eller andre lønforhøjelser, som skal finansieres af puljen til specielle krav. Og da hovedforeningen har bedt kredsene prioritere, har vi i Aalborg Lærerforening på den baggrund, i lighed med de fleste kredse, valgt at prioritere lønforhøjelser frem for en forøgelse af forberedelsesfaktoren.
Bjarne Krogh
formand for
Aalborg Lærerforening