Vi skal være politikere. Vi skal ikke være regnelærere, der ved en masse om tal og detaljer og arbejdstid.

Sådan beskrev formanden for Jammerbugten Lærerkreds, Kjeld Mortensen, den rolle, som kredsformændene - og for så vidt også fodfolket - skal spille på den lokalpolitiske scene i de kommende år.

Dermed var han enig med mange af kollegerne på DLF's konference i forrige uge om 'fagforeningens rolle og muligheder'. Det handler ikke så meget om sagsbehandling længere, nu drejer det sig mere om at søge politisk indflydelse, også lokalt.

Det har i nogle år været legitimt at lægge ansigtet i nostalgiske folder og sørgmodigt mumle: Decentraliseringen er løbet løbsk, det var meget bedre i gamle dage, da var tingene til at overskue, dengang havde vi samme regler overalt i landet.

Men det er ikke de gode gamle dage længere. I 1960'erne og 70'erne blev der under munter fløjten skovlet tonsvis af kroner og dollars og D-mark ind i den offentlige service overalt i det, der dengang blev kaldt de 'rige lande'. Der skulle kul på velfærdssamfundene.

Men så knækkede filmen. Pengene fossede ud af statskassen, mente mange vælgere. Medicinen kom til at hedde new public management (NPM).

NPM - der er halvt videnskab, halvt ideologi, som en samfundsforsker engang formulerede det - har i løbet af de sidste 10-15 år gået sin sejrsgang gennem det, der ikke længere kaldes de rige lande, men OECD-landene. Uanset hvilken farve det lokale regeringsparti havde eller har, så har parolen lydt: NPM, ja tak.

Herhjemme blev NPM sat i værk under regeringen Schlüter med undervisningsminister Bertel Haarder som en ualmindelig ivrig fanesvinger.

Men socialdemokraten Mogens Lykketoft har siden vist sig at være lige så stor tilhænger af den 'liberalisering' af den offentlige sektor, som NPM i al sin enkelhed går ud på: Den offentlige sektor skal brydes ned i mindre enheder, helst decentraliseres helt ned til de enkelte institutioner og arbejdspladser.

De enkelte institutioner skal så drives, som var de private virksomheder, der konkurrerer på et frit marked. Der skal laves markedslignende forhold i den offentlige sektor, som NPM-folkene siger.

NPM fører til en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne i den offentlige sektor, hævder regnedrenge i Finansministeriet, der har lært NPM på universitetet, i øvrigt sammen med en generation af økonomer, der nu kridter sko i Kommunernes Landsforening og rundt om i forvaltningerne, hvor de ihærdigt prøver at omskole deres kommunalpolitikere til at styre efter devisen: Hvad får vi for pengene?

Et respektabelt synspunkt i en hård prioriteringstid. Det går bare galt, helt galt, hvis politikerne og regnedrengene ikke taler med nogen, der har forstand på det, der indholdsmæssigt sker i virksomheden.

Og hvem har det? Ja, rigtig gættet: De professionelle. Medarbejderne. Lærerne. Uden deres faglige viden og aktive deltagelse, ingen seriøs målstyring.

Det er her, de politiske muligheder for indflydelse ligger. I dialogen med kommunalpolitikere og forvaltningsfolk. Fremtiden hedder i virkeligheden hverken ramme- eller målstyring. Fremtiden hedder dialogstyring.

jvo

Læs side 26