Jo, det var spændende og interessant at være gæst på Lederforeningens konference (Folkeskolen nummer 45) i en diskussion med Christine Antorini og Marianne Jelved - om end det ikke var uden grund, at jeg fandt, at »jeg var ankommet til en radikal vælgerforening«. Men sagen selv var jo det mest spændende: spørgsmålet om indholdet af folkeskolens nye formålsparagraf. For en sådan skal vi have, blandt andet fordi vi trænger til den.

I den sammenhæng tillod jeg mig at anføre mit eget forslag fra 1974, dengang indoktrineringsdebatten hærgede Danmark, og hvor jeg formulerede følgende: »Med udgangspunkt i dansk kultur og historie er det folkeskolens opgave at give børnene nyttige kundskaber«. Jeg vil den dag i dag anbefale sætningen.

For den udtrykker jo det opgør med reformpædagogikken, som her i landet tog fart med Den blå Betænkning af 1960, og hvor man gjorde alt andet end skolens kundskabsmeddelende arbejde til det afgørende. I sin epokegørende bog »Kampen mod Kundskaber« har Henning Fonsmark trukket den udviklingslinje op, der har reduceret en fortræffelig dansk folkeskole til en svag og vakkelvorn institution, og dette opgør med hul idealisme og deraf følgende ufaglighed og usaglighed er det opgaven at følge op i dag via en formålsparagraf, der fastholder den danske folkeskole på sagen: at lære børnene noget og igennem denne undervisning at gøre dem til levende mennesker, rodfæstede i dansk sæd og skik.

På lederkonferencen gjorde Christine Antorini begrebet »sammenhængskraft« til noget afgørende i den nye formålsparagraf. Jeg er enig med hende. Det gælder om at holde det højt i ære, der binder os sammen her i landet, og som skaber et folk og et samfund, og det gælder i den forbindelse om at gøre op med 68-holdningen: at myndighed er af det onde, og at skyld og ansvar er noget, der skal afskaffes.

Vi er midt i en kulturkamp og et systemskifte. Flere og flere får øjnene op for, hvad der har været galt.