Når Bertel Haarder i Folkeskolen nummer 45 slår syv kors for sig og bedyrer, at regeringen aldrig i sit stille sind har ønsket en mere gennemgribende teststyring med rangordning af skolerne, må det naturligvis hilses med glæde. Spørgsmålet er, hvor overbevisende det lyder, når Haarder med henvisning til regeringsgrundlaget fremstiller det, som om kampen mod dette uvæsen pludselig er blevet en borgerlig hjertesag. Regeringsgrundlaget er udformet, efter at Socialdemokraterne havde sagt fra på dette punkt. Havde Fogh-regeringen fremturet, ville den have umuliggjort det brede forlig om skolepolitikken, den gik efter. Men Socialdemokraterne skal ikke tro, de er noget. Det er helt i orden. Sådan er politik.

Netop i disse uger kaster pressen sig igen over skoler, hvis afgangselever af mange gode grunde ikke er på omgangshøjde. Nyhedsværdien er til at overse, når det igen viser sig, at elever fra hjem med højt uddannelsesniveau minsandten scorer højere end elever fra hjem med lavt uddannelsesniveau. Dette groteske cirkus finder sted, fordi Haarders fløj har gennemtrumfet Undervisningsministeriets offentliggørelse af afgangskaraktererne på alle landets skoler.

Hvis Bertel Haarders påstand om de borgerliges inderlige modvilje mod rangordning skal stå til troende, vil han straks tage initiativ til at afskaffe dette uvæsen. Han har magten til at gøre det. Har jeg forstået ham ret, står et enigt folketing på spring for at støtte ham i det.