Selv om der, som påvist af professor Jens Rasmussen i Folkeskolen nummer 43, er sket alvorlige frafald fra den rette tro inden for den ellers uigennemtrængelige mur omkring folkeskolens urørlige udelthedsideologi, er der selvfølgelig ikke tale om, at udelthedens dage langt om længe er talte. Derimod er der tale om en indre opløsning, der i årevis har ulmet i folkeskolen, og som vel med tiden kan gøde jorden for en begyndelse til skolens udfrielse fra udelthedens lænker. Men udeltheden herser og hersker dog stadig enerådende uden nævneværdig argumentatorisk modstand. De elevdifferentierende tendenser med oprettelse af kurser med de mest forskruede begrundelser, som Jens Rasmussen påviser, at mange skoler anvender, er selvfølgelig ikke andet end virkelighedens nødtvungne afvisning af fortænkthedens spekulative mishandling af det danske uddannelsesvæsen. Med lidt demagogisk finurlighed kan man sikkert nok lave elevdelinger uden at begrunde disse i noget så selvfølgeligt, men dog så utilladeligt som forskelle i elevernes naturgivne boglige begavelser. Derfor tales i stedet for om forskelle i læringsstil og lignende. Man sætte ølse for og ølse bag og så videre. Men så længe der ikke er en eneste på bjerget, der vil forlade de tynde luftlag og hoppe ned på jorden og lige ud ad landevejen tale om, at vi ikke får nogen som helst forbedringer i retning af en genetablering af fordums stolte danske kundskabsniveau, hvis vi fortsat nægter at give bogligt velbegavede alt, hvad de uddannelsesmæssigt kan trække i en fag-centreret delt skole, og hvor de svage her til gengæld kan modtage en for netop dem tilpasset undervisning, hvad udeltheden hidtil har hindret, ja, så kan vi lappe den gamle sæk, så meget vi vil. De utallige lapper vil kun flå folkeskolen op i endnu flere laser.