Om få år bor mange af os i en ny kommune og har fået en anden arbejdsgiver. Strukturreformen vil inden for et meget kort tidsrum betyde en omvæltning af det danske samfund, der formentlig er uden sidestykke siden anden verdenskrig. Reformen er en enestående mulighed for at vurdere, hvordan vi bedst muligt løser de opgaver, som det offentlige har ansvaret for i Danmark. Men sker det i disse dage? Jo mere vi nærmer os tidspunktet for de konkrete lovforslag, jo stærkere bliver fornemmelsen af, at der på mange områder i højere grad er tale om tilfældigheder og politiske studehandler. Eksempelvis har vi i dag nogle særdeles velfungerende amtscentraler. Nu skal de øjensynligt lægges ind under CVUerne. Hvorfor det? Vil det øge kvaliteten? Vi tror, at det ville være langt bedre at lade amtscentralerne fortsætte som selvejende institutioner med deres særlige fokus på materialesamlinger og alternative kursusarrangementer.

Den manglende masterplan er et problem for hele reformen. Skal omstillingsprocessen forløbe nogenlunde gnidningsfrit, er det ganske afgørende, at alle de mange ansatte, der skal gennemføre omstillingen i praksis, går til opgaven med stort engagement. Forudsætningen for, at det vil ske, er imidlertid, at de ansvarlige politiske beslutningstagere vil give et rimeligt fornuftigt svar på, hvordan de store omkostninger, der er en uundgåelig del af så store omvæltninger, vil blive finansieret. Men politikerne undgår helt at gå ind i diskussionen ved blot at gentage det samme svar igen og igen: Den ansatte flytter med opgaven, og virksomhedsoverdragelsesloven vil være gældende. Men det er jo ikke noget svar på, hvorfra de ti milliarder, som omstillingen vil koste, skal komme. Det er muligt, at der på sigt vil blive tale om en rationaliseringsgevinst, men eksemplet Bornholm viser med al tydelighed, at der først må regnes med betydelige omkostninger til omlægningen. »Hvor skal pengene komme fra?« spørger de ansattes organisationer, og politikerne svarer endnu en gang: »Den ansatte flytter med opgaven«. Ja, goddag mand økseskaft det skal nok skabe tryghed blandt de ansatte. På en konference den 28. september arrangeret af Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd deltog jeg i en paneldiskussion med blandt andre finansminister Thor Pedersen. Heller ikke her lykkedes det at få et andet svar af finansministeren trods flere forsøg.

Men har vi selv en masterplan for de ændringer, som vi vil møde i Danmarks Lærerforening? Vi har af gode grunde ikke en færdig plan, for den kan vi ikke udarbejde, før vi kender de endelige konsekvenser af strukturreformen, men vi er i fuld gang med at etablere et beredskab i forhold til at kunne takle såvel ændringerne i medlemmernes arbejdsvilkår som de organisatoriske ændringer i Danmarks Lærerforening. Spørgsmålet er imidlertid, om vi ikke skal bruger situationen til at vurdere, om det samlede billede med mange forskellige lærerorganisationer er det rigtige efter en strukturreform. Jeg har rejst debatten i hovedstyrelsen og vil i denne uge rejse den i Lærernes Centralorganisation. Vi har en forpligtelse til at vurdere, hvordan vi bedst muligt løser de opgaver, som lærerorganisationerne har ansvaret for i Danmark.

Anders Bondo Christensen er formand for DLF