Den af kongressen mest roste resolution skulle efter sigende være resolutionen om brugen af test. Prøver og test forpligter alt for meget over for det, som statsministeren kalder for rundkredspædagogikken, der som de selv­tægtsbesatte 68eres autoritets­nedbrydende våben vel skulle være et overstået stadium, men som dog er den pædagogik, som folkeskoleloven læner sig op ad.

Resolutionen, der snedigt nok lader hadet til skolernes karakterrangordning smitte af på testfæ­nomenet, hævder, at test ind­snævrer folkeskolens indsats til ussel målbar faglighed, der efterfølgende vil blive styrende for den daglige undervisning. Og det er nok det værste, en kongres, der gerne ser fagligheden forvist til stedet, hvor peberet gror, kan forestille sig. Og så udslynges bandbullen om de fæle test (prøver), der uvægerligt medfører, at undervisningen bevæger sig væk fra skolens samlede formål. Ergo er folkeskolens lærere taget i ed på, at målbar faglighed ikke hører med til skolens kerne­ydelser. Fagligheden er oven i købet skadelig, fordi eleverne får stresssymptomer, mindre selvværd og anden dårligdom af så megen seriøsitet og forpligtethed. Mere nedgørende kan lærernes kompetente forsamling næppe med brug af an-stændighedens urbane vendinger udtale sig om folkeskolens sande kerneydelse. Hvordan vil Jørgen Stampe, der ifølge referat i Folkeskolen roste resolutionsteksten, i fremtiden i tale og skrift kunne udtale sin sædvanlige anbefaling af en højnelse af skolens faglige niveau. Han må vel være bundet af kongressens afvisning af faglighedens styrkelse.

Tilbage er at håbe, at test og prøver selvfølgelig bliver styrende for undervisningen. Det er vel det, vi har test og prøver til.