Debat
Læsevanskeligheder i Folkeskolen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Gennem snart mange år har vi måttet høre på, at danske børn har svært ved at læse. Glædeligt er det, at det ser ud til at gå bedre. Men der synes fortsat at være læsevanskeligheder hos Folkeskolens lederskribent. Lederen i uge 45 handler om Magtudredningens hovedrapport, »Magt og demokrati i Danmark«, om hvilken det konkluderes, at »en festtale på mere end 400 sider er næsten for meget af det gode«. Denne karakteristik er helt forfejlet.
Hovedbudskabet i »Magt og demokrati i Danmark« er nemlig dobbelt. For det første siges det, at udviklingen over de seneste 30-40 år har været overraskende positiv. For det andet siges det, at dette ikke indebærer, at udviklingen er uden stærkt bekymrende træk.
Den overordnede positive vurdering af udviklingen begrundes dels med, at den danske befolkning er stærk, kompetent og selvbevidst, dels med, at de politiske institutioner har vist sig robuste over for og tilpasningsdygtige til nye betingelser.
Bogen bruger megen plads på en række bekymrende udviklingstræk, som det danske samfund må forholde sig til i de kommende år. Disse kan opsamles under tre overskrifter: 1) Et demokratisk underskud i vores deltagelse i EU. 2) Der er betydelige sociale skel i den danske befolkning, hvoraf nogle er nye, mens andre er gamle. 3) Der er sket ændringer af de politiske processer, som truer kvaliteten af de politiske beslutninger.
Det er i øvrigt interessant at konstatere, hvor mange mennesker der bliver provokeret af, at vi konkluderer, at set i et længere perspektiv er udviklingen gået i den rigtige retning, og at vi punkterer mange af de mest udbredte forfaldshistorier. En ting er, at dagspressen helst vil skrive om ulykker og katastrofer. Men man skulle tro, at Folkeskolens redaktion var i stand til at kapere et mere nuanceret budskab. Og for eksempel kunne glæde sig over, at den danske folkeskole uddanner kompetente og handledygtige borgere.
Læsere, der ønsker at orientere sig i Magtudredningens konklusioner, kan downloade en kort version på adressen www.magt udredningen.dk