Debat

Lærerens overbelastning

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er ikke i tvivl om, at mange lærere vantrives i disse år, og at de gør det, fordi de overbebyrdes med alt for meget, som de må forholde sig til, og at alt dette for lærerne synes at komme udefra. Det kommer fra politikerne på alle niveauer, det kommer fra sådan nogen som mig og mine kolleger, og det kommer såmænd også fra skoleinspektører med udviklingsambitioner på skolens vegne. Det er John Kåre Bjørnsons fortjeneste med sin bog at trække dette overbelastningsproblem frem. Men det bliver problematisk, når han foreslår problemet løst, ved at alle, som står uden for skolen, eller - for nu at præcisere - at alle, som står uden for det pædagogiske forhold mellem lærer og elev, bare skal blande sig udenom. Således får jeg, der i hele mit voksenliv har beskæftiget mig med skolepædagogik, at vide, at jeg blot 'indføjer mig i rækken af bedrevidende, der fortæller, hvad skolen skal'. Bortset fra at det ville ligge mig fjernt at fortælle, hvad skolen skal, så har jeg intet ønske om ikke at blande mig i skoledebatten. Det anser jeg for at være en demokratisk ret, men også og ikke mindst for at være en demokratisk pligt, ligesom jeg mener, at det er det for alle andre medlemmer af dette samfund. Det er iøjnefaldende, at Bjørnson i sine kommentarer til min anmeldelse af hans bog slet ikke forholder sig til min kritik af hans synspunkt for at være udemokratisk. Bjørnson indskriver sig for mig at se i tidens populistiske trend: Hvor politikerne smider såkaldte smagsdommere på porten for at de, politikerne, kan komme til at drive politik uden disses indblanding, så ønsker Bjørnson at skille sig af med de mange, som måtte have en mening om undervisningen i skolen, så læreren sammen med sine elever kan få arbejdsro.- Der er for mig ingen tvivl om, at Bjørnson peger på et af de mest presserende problemer for læreren i dagens skole, og hans bog vil virkelig gøre nytte, hvis den kan føre til en bred debat om dette problem i Folkeskolens spalter.

Jens Rasmussen

professor i pædagogisk sociologi

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Danmarks Pædagogiske Universitet