Debat

En heldig pensionist

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nøller Jensen efterlyser i nummer 43 andre personer end '93'erne' til at kommentere og eventuelt dokumentere den store forskel, der er på pensionen for en overenskomstansat og pensionen for en tjenestemand.

Det vil jeg da meget gerne råde bod på. Forhistorien er den, at jeg for at få en eftertragtet stilling ved det lokale VUC med ønskefagene matematik, edb samt fysik i 1984 forlod min trygge tjenestemandsstilling som lærer i folkeskolen til fordel for en timelærerstilling ved voksenundervisningen. På daværende tidspunkt var der ingen forskel på pensionsforholdene, men i 1993 blev timelærerbegrebet afskaffet til fordel for betegnelsen overenskomstansat. Min daværende anciennitet var nu på 24 år, og som overenskomstansat ville jeg fra nu af overgå til Lærernes Pension for resten af min arbejdsperiode. Min tidligere optjente pension ville jeg kunne vælge at anbringe som:

1) Opsat pension (med udbetaling tidligst som 60-årig)

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

2) Få konverteret pensionsalderen til et beløb til at købe pension for i Lærernes Pension.

På grund af min naivitet og godtroenhed valgte jeg den forkerte løsning: Den frygtelige sandhed gik op for mig, da jeg modtog en pensionsoversigt fra Lærernes Pension. Af den fremgik det, at jeg, hvis jeg blev ved med at arbejde, til jeg var 67, ville få en årlig pension på 98.786 kroner samt et engangsbeløb på 197.572 kroner. Mit held var, at en af mine gode venner var ansat inden for det offentlige i Grønland. Hun fortalte mig, at der var en kolossal mangel på lærerkræfter i Grønland, og (hvad der var vigtigt for mig) man kunne stadig på daværende tidspunkt (1997) få ansættelse som tjenestemand. Da jeg havde arbejdet i Grønland i mine unge dage, tog det mig ikke lang tid at søge en stilling ved det grønlandske skolevæsen, og 1. august 1997 begyndte jeg som overlærer ved en skole i Nuuk. Jeg havde næsten glemt titlen, men da jeg fik min første lønseddel med denne titel, var jeg klar over, at jeg nu var tjenestemand igen, og dermed kunne jeg flytte mine penge fra Lærernes Pension og tilbage til Økonomistyrelsen, som dengang administrerede pensionen for tjenestemænd. Jeg gik så på pension 1. januar 1999 som grønlandsk tjenestemand (højere pension, intet førtidsfradrag) og fik det første år udbetalt 155.406,84 kroner i pension, så sammen med min efterløn kom jeg som 63-årig op på over 200.000 kroner.

Jeg forstår Nøller Jensen og andre i samme situation, og det er rigtigt set, at der ikke er nogen, der gider gøre noget ved det. I dag er alle sig selv nærmest. Men oplevelsen som lærer i Nuuk i 1997-98 ville jeg nødigt undvære. Jeg kan under alle omstændigheder varmt anbefale et ophold i Grønland, der kommer man hinanden ved på en helt anden måde, end tilfældet er herhjemme.

Se, det var et brev fra en heldig pensionist.

Sonny Blynel

Frederikshavn