Folkeskolen er som en stor damper. Skal den i en ny retning, kan den ikke bare vendes i et snuptag. Som helt ny lærer blev jeg vældig provokeret af den slags udsagn. Jeg ville have nye ideer ført ud i livet lige med det samme, for dynamikken og inspirationen forsvinder, når ændringer skal igennem diverse udvalg, ud i plenum og tilbage igen, for så til sidst alligevel at være op til den enkelte. Provokeret kan jeg stadig blive, men efterhånden glider man ind i maskineriet og vænner sig nærmest til, at skoleudvikling er en lang og sej proces. Og dog. I Århus hedder udfordringen lige nu Selvstyrende Team, og det ser godt nok ud til at blive en lang proces. Århus kommunale Skolevæsen har som målsætning, at alle folkeskolerne i 2004 skal være gået over til en ny ledelsesstruktur, hvoraf selvstyrende team er et af elementerne. Formålet er blandt andet at give det pædagogiske råderum tilbage til lærerne og give os mulighed for at planlægge undervisningen mere fleksibelt. Ved selv at kunne lægge skema og koordinere og differentiere på tværs af klasserne giver man eleverne bedre undervisning og lærerne en dagligdag med mere indflydelse og mindre stress. Denne arbejdsform kræver naturligvis en stor grad af samarbejde lærerne imellem. Der er bare et problem. Det er slet ikke alle lærere, der har lyst til at samarbejde på den måde. Nogle lærere holder af at forberede sig alene hjemme ved skrivebordet, og i skolen lukker de omhyggeligt døren ind til klasselokalet og koncentrerer sig om deres egne elever. Denne traditionelle arbejdsform har mod forventning ikke noget med alder at gøre, også en del unge lærere arbejder bedst på denne måde. Er de dårlige lærere? Næ, ikke hvis man spørger eleverne og deres forældre. Det faglige er i orden, og læreren opleves som st-abil og engageret. Men de støder imod deres kollegaer i processen omkring at skabe en ny skolekultur med disse selvstyrende team, hvor enelæreren og klassebegrebet er i opbrud.

Men det er nærmest et tabu. I de fælles værdidiskussioner, som enhver skoleleder med respekt for sig selv lægger til grund for kommende ændringer i lærernes arbejdsbetingelser, kommer holdningsforskellene desværre sjældent frem. Hvem siger nej til ord som samarbejde, åbenhed, hensynet til det enkelte barn og så videre. Det er, når de flotte ord skal omsættes til praksis, at det viser sig, at vi lærere stadig er meget forskellige i vores måde at tænke og arbejde på. Nogle mener pludselig, at samarbejde på det plan er ekstraarbejde, og har ikke lyst til at sætte deres individuelle handlefrihed over styr for samarbejdende selvbestemmelse i team.

Det er en smuk og idealistisk tanke, at skoleudvikling skal forme sig nedefra, men eftersom kravet om selvstyrende team nu engang kommer oppefra, må det også være lederne på de enkelte skoler, der må konkretisere nogle mindstekrav til samarbejdsniveauer og arbejdsopgaver samt føre en vis kontrol med, at alle gør det, de skal i forhold til skolens politik. Det kan ikke være rigtigt, at det er op til de enkelte lærere at slibe hinandens kanter af. Det skaber splid, og vores forskelligheder bliver en daglig gene i stedet for tegn på rummelighed og mangfoldighed.

Hvis denne damper af en folkeskole overhovedet skal flytte sig, duer det ikke med en masse forskellige små ror, der peger i hver sin retning. Lad de fælles værdier være vores fyrtårn, men lederne må udstikke fælles kurs og sørge for, at vi alle er med

Asla Fomsgaard Adrian er lærer