Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvor modvilligt man end kæmper,
så ender man som et pendul
i selvsving her midt i november
på grund af den kommende jul.
For der bliver rigeligt henne
på skolen. Der skal laves pynt,
og dekorationer skal brænde,
som klassen har lavet så kønt.
For børn og forældre der holder
vi så julefester, hvortil
der skal øves længe på roller,
og man er klar med krybbespil.
I sløjd og i billedkunst saves
og formes af ler lidt af hvert,
hvorpå at forældre begaves med pakker, og børn skal ha' lært
lidt julesange og skikke
fra den store verden. Nuvel,
så lad os da endelig kigge
på Christmas, Weinacht og Noël.
Fra hvert skolekøkken der siver
en duft af småkager, hvorpå
vi indkøber frost-æbleskiver.
Dem kan vi derhjemme så få.
Ja, julen skal sættes i scene!
Mon emnet her kan tænde glød
hos nogle, der sikkert vil mene,
at julen den er lidt for rød?
Med griflen i hånd vil de hidse
sig op, men det er sgu da trist,
hvis Jesus og så hver en nisse
skal anklages som kommunist.
Til dem vil en ny 'højtid' egne
sig bedre: Et græskar med grin
og så spøgelser alle vegne.
Herfra ønskes: God Halloween.
Fru Fischer