»Hvad skal man nu tro på«, hed Niels Egelunds debatindlæg i sidste uge.

Jeg har ikke beskyldt Niels Egelund for at have manipuleret med Pisa-tallene for at understøtte sin påstand om de store skolers fortræffeligheder, han er jo ærlig omkring det faktum, at han alene ser på 9.-klasse-elever i den offentlige folkeskole, der har leveret mere end ti elever til Pisa-undersøgelsen. Dermed kommer han naturligvis til alene at se på disse elevers skoler, hvor han noterer skolestørrelsen. Egelunds åbenhed omkring dette fjerner enhver tvivl om bevidst manipulation. Men den fjerner også samtidig enhver tanke om, at skolerne skulle være repræsentative for noget som helst! Det er han til gengæld ikke så åben omkring.

Fagstatistikere diskuterer selvfølgelig brugen af signifikanstest, også i relation til en praktisk »betydningsfuldhed« - især i den pædagogiske verden, hvor mængden af tal ofte afstedkommer signifikante markeringer, som er uden pædagogisk relevans. Men vi diskuterer aldrig, om man kan teste en hypotese, hvis der ingen statistisk model er at teste hypotesen i. Det er problemet i Egelunds analyse!

Når man betænker den omhu, hvormed Niels Egelund argumenterer for udvælgelsen af sine data til undersøgelsen, virker det lidet overbevisende, når han fremfører, at »det ser vi andre steder«, med reference til samtlige Pisa 2000-data, der jo består af en enorm kompleksitet af »eksotiske« skoler.

Jeg regner med, at når Niels Egelund har læst et detaljeret svar på sin artikel i tidsskriftet »Pædagogisk Psykologisk Rådgivning«, som undertegnede har på vej i samme tidsskrift, kan det være, der bliver brug for penge til mere skrå - for så får han forhåbentlig vendt sine egne et par ekstra gange.