»Bag ved Niels Egelunds 'signifikante sammenhæng mellem skolestørrelse og elevpræstationer' ligger der et 'vrag' af en model, der ikke kan bruges til at beskrive de analyserede data med«, skrev professor Peter Allerup her i debatten i sidste uge.

Udgangspunktet for al empirisk videnskab er, at man har nogle hypoteser og nogle data. Jeg har en hypotese om, at store skoler har lettest ved at generere gode elevresultater, og det er blandt andet begrundet i Pisa-resultaterne fra 2000 for Danmark, hvor resultaterne blev bedre op til 575 elever, og for alle lande som helhed, hvor resultaterne blev bedre op til 1.000 elever. Det er også begrundet i Pisa-resultaterne fra 2003, hvor der for samtlige lande var en sammenhæng i samme retning som i 2000. Ved de første analyser for Danmark i 2003 fandt vi ikke en sammenhæng, hvad der kan skyldes de frie skolers anderledes profil og vilkår, hvorfor min hypotese derefter kun går på folkeskolerne. Jeg afprøver så min hypotese på mine data, finder den forventede sammenhæng, som er signifikant, og funderer derfor over grundene til, at af folkeskoler med overbygning har de relativt store (vi taler om spændvidden fra omkring 250 elever til 875 elever) åbenbart lettest ved at skabe gode resultater. Disse er:

- store skoler har størst mulighed for at rumme et bredt og fyldestgørende spektrum af lærerkompetencer over fag og klassetrin,

- store skoler rummer bedst mulighed for, at lærere kan indgå i fagteam (af for eksempel matematiklærere), der kan understøtte og vedligeholde professionsudviklingen,

- store skoler rummer bedst mulighed for, at lærere kan komme til at undervise i de fag, de er mest kvalificerede i,

- store skoler er relativt mindst sårbare over for konflikter i lærergruppen.