Jørgen Rafn beskylder mig for i Folkeskolen nummer 44 at ville forbyde Fru Fischer, fordi jeg 'ikke bryder mig om hendes meninger', ligeledes tages jeg til indtægt for at skulle 'ønske at beskytte en bestemt gruppes meninger', en gruppe, som ifølge Jørgen Rafn ofte taler om egen ytringsfrihed, og sluttelig belæres jeg om demokrati samt 'humorens nådegave'!

For nu at begynde med det sidste har jeg svært ved at se det humoristiske i, at Fru Fischer sammenligner den nuværende regerings og Dansk Folkepartis indvandrer-/flygtningepolitik med 'det, der skete syd for grænsen i 40'erne'. Det er muligt, at du - Jørgen Rafn - finder det ustyrlig morsomt, men det gør jeg ikke, jeg finder det usmageligt.

Omkring andres ret til ytring er du også gået helt galt i byen, fornaturligvis har alle lov til at sige deres mening, men så må de også turde vedstå sig den - det er faktisk det, jeg har anført i mine indlæg, men det har du åbenbart ikke forstået.

Dine halvkvædede viser om, at jeg skulle ønske at beskytte bestemte gruppers ytringsfrihed, er ren fantasi og må stå for din egen regning, for det har jeg på intet tidspunkt givet udtryk for.

Michael Munk Kucirek spørger mig, hvorfor jeg ikke bare slapper af og griner ad Fru Fischers elendige poesi og i stedet bekymrer mig om den reformpædagogiske propaganda og pædagogisk-humanistiske ensretning, som finder sted på seminarierne.

Det sidste finder jeg sandelig også er et stort problem, men det er ikke et problem, jeg som lærer direkte kan gøre noget ved, oprøret mod ensretterne på seminarierne må komme fra de studerende selv, for jeg tror ikke, at de unge er så sløve og naive, som du skriver i dit indlæg.

Derimod gør det mig vred, at en Fru Fischer-skribent i et fagforeningsblad, som også er mit, udtrykker nogle holdninger, som er så grove og underlødige, at det skriger til himlen. Sådanne perfide udfald vil jeg i hvert fald ikke tages til indtægt for hverken som medlem af DLF eller som menneske. Så må andre mene, hvad de vil.

Lars Prier

Høje Taastrup