Pædagogiske våbendragere på Vandkunsten. Et pænt antal over hundrede har den nye formand under sig, kampberedte på pædagogikområdet, duellystne i forhold til den toneangivende tunge, akademiske pædagogikudfoldelse. Tilmed en stor hovedstyrelse, hvor formanden selv siger, at dér befinder der sig også eksperter. Danmarks Lærerforening lægger op til ny offensiv stil. Det er slut med den feminine, defaitistiske, defensive pædagogikstemning på Vandkunsten. Nu går lærernes forening til angreb på den herskende pædagogik - eller hvad gør den? - fordi denne tilsyneladende har bragt lærerfaget i miskredit. Børnene forlader skolen med ringere kundskaber, end de behøver. I rubrikken 'DLF mener' betoner Anders Bondo Christensen i Folkeskolen nummer 43 et professionelt læreransvar for prioriteringen af undervisningsopgaverne og arbejdstiden. I samme nummer rasler hovedstyrelsesmedlem Niels Christian Sauer med sablen og taler om ny formands strategiske nyorientering, der udmøntes i 'modstand mod lønarbejdergørelsen'. Hvad mon der tales om?

Vil formandens tro væbner især funktionærgøre den undervisende lærer, der i dag rigtignok er blev taber i lønarbejdergruppen, ikke på penge, men på tildeling af flere og flere undervisningstimer i forhold til forskellige grupper på lærerværelset. Alle får kommunal løn. Vi skal altså ændre status fra lønarbejder, men hvis undervisningen igen omdannes til højstatusjob, hvorfor kan vi så ikke fortsætte med at være lønarbejdere med det ansvar, som formanden vil arbejde på, at vi skal påtage os? Hvis vi ikke er lønarbejdere, hvad er vi så?

Det akademiske liv har stærke meninger om det pædagogiske og psykologiske. En hundredtallig medarbejderskare arbejder for DLF og formanden. Fra dette hus er sjældent udgået debatter, som har givet genlyd i det offentlige rum. Hvis formanden vil leve op til sit løfte om, at DLF nu vil blande sig markant i det næsten monopolagtige menighedsliv på pædagogikområdet, så må vi forvente, at en formand går i spidsen, og hvis tiden ikke rækker til udfoldelsen, så var det måske på tide at se på Vandkunst-ansættelser og begynde at prioritere stillinger, der kan komme på højde med det politiske livs spindoktorer. Kommer foreningen i sådanne omdrejninger ved hjælp af ny formand, bliver det muligt at rejse kampgejsten på den hidtil øde DLF-pædagogik-tomt.

Torben Thomsen

Aars

Svar

Torben Thomsen fremsætter jævnligt en mindre haglbyge af spørgsmål i Folkeskolens debatspalter. Mange af disse spørgsmål er i den seneste tid rettet til mig. Det er naturligvis dejligt med medlemsinteresse for foreningens arbejde, og jeg har selv betonet vigtigheden af dialogen mellem tillidsvalgte og medlemmer. Når jeg alligevel ikke hver uge farer i blækhuset med svar til Torben Thomsen, skyldes det, at jeg faktisk mener, at jeg har givet svar på mange af de stillede spørgsmål i andre sammenhænge.

En del af spørgsmålene går på min holdning til 'modepædagogikken', uden at denne i øvrigt defineres nærmere, men øjensynligt bruges som en fællesbetegnelse for den del af den pædagogiske udvikling, som Torben Thomsen er imod.

Jeg har i mange sammenhænge beskrevet mine ønsker til udviklingen af folkeskolen. Det er eksempelvis sket gennem hæfterne i serien 'Fællesskabet Skole' og i mit valgoplæg. Jeg har imidlertid helt bevist undladt at gøre mig klog på den pædagogiske praksis på den enkelte skolen og for den enkelte lærer. For det første er jeg på ingen måde ekspert på det område, al den stund at jeg reelt ikke har haft undervisningstimer i de seneste syv år. For det andet er det min mening, at undervisningens kvalitet står og falder med, at den enkelte lærer tager det professionelle ansvar for undervisningen. I den forbindelse er det afgørende at forsvare lærernes metodefrihed. Folkeskolens mangfoldighed skal efter min mening også rumme en mangfoldighed blandt lærerne.

Torben Thomsen kritiserer endvidere foreningen for ikke at have gennemslagskraft. Jeg mener faktisk, at foreningen har fået en meget stor opmærksomhed i den seneste tid.

Jeg har kalenderen fyldt med medlemsmøder i den kommende tid, og jeg tager selv initiativ til en landsdækkende møderække i det tidlige forår. Jeg glæder mig til de mange muligheder for at præsentere mine synspunkter og drøfte udviklingen af DLF's politik. Jeg håber, at mange vil bruge muligheden til at fortælle, hvad de synes, Danmarks Lærerforening skal. Det er lige så vigtigt som at stille spørgsmål.

Anders Bondo Christensen

formand for DLF