'Alle skal være med, når man udvikler ... når man udvikler, har man fælles mål'. Så sygt lyder ensretningen af lærerne i Gentofte, som blot er et af de steder, hvor pædagogisk berufsverbot er på vej ind. Citatet er fra Folkeskolen nummer 43, som også rummer en anmeldelse af min bog 'Folkeskolen - et pædagogisk forhold'. Her påviser jeg, hvorledes folkestyret udfordres i skadelig retning. Jens Rasmussen har højst læst til side 21 samt omslaget. Men han kan ikke lide bogen. Han forsøger at genrebestemme den som debatbog (hvilket jeg ikke anerkender), hvorfor han anfægtes af 'den akademiske stil', som han vil frakende mig, alene fordi jeg anvender nogle af fodnoterne kompositorisk. Han forvirres af, at hans genrebestemmelse ikke matcher hans uhyrlige påstand mod mig: at jeg vil 'afslutte debat'.

Det er tyske Herman Nohl, vi skylder udtrykket 'det pædagogiske forhold'. Ordentligvis fortæller jeg bogens læsere, hvorfra jeg har hentet inspiration. Men Rasmussen belærer mig så om Nohls samlede kontekst, som om jeg så skulle adoptere det hele. Sådan spiller klaveret dog ikke. Fordi man har fundet inspiration et sted, er man da ikke forpligtet til at overtage personen rub og stub. Det ville da være meget uakademisk! Jeg nævner også Luther, Løgstrup og Lindhardt. Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg skal annektere deres samlede kontekst. Eller hvad med Holger Henriksen, som jeg anfører som hjemmelsmand. Skal jeg være hans ekko?

En banal trykfejl (et forkert ciffer i Nohls dødsår) anvender Rasmussen til et generelt angreb på min 'nøjagtighed og stringens'. Det er for nemt!

Jens Rasmussen er optaget af Luhmanns og Qvortrups tale om hyperkompleksitet. Derfor ser han paradokser alle vegne. Rasmussen mener, at kompleksitet ikke kan ophæves, idet den, der anfægter kompleksiteten, selv forøger den. Derved låser han mig fast i en tilstand, som ikke er min. Derimod har jeg givet et konkret bud på, hvordan man kan sikre, at lærer og elev får den plads, der er deres, at magtmisbrug holdes ude, og at folkestyrets grundlæggende retsorden ikke krænkes i folkeskolen. Rasmussen opererer med nogle uklare begreber som 'samfundet', 'det moderne samfund' og ikke mindst 'skolen'. Skolen ser han som en grå størrelse over for 'omverdenens krav'. Min definition af skolen forbigår han, men indføjer sig i rækken af bedrevidende, der fortæller, hvad skolen skal, hvem skolen så end er.

At en pædagogikprofessor ikke finder pædagogik vigtigere end politik, er mig ubegribeligt. Det må jeg uddybe en anden dag, men blot lige dette, at folkestyret er dybt afhængig af, at politikerne har gået i en god skole. Grundtvig taler om 'oplysningen om livet ... stråle i vort folkeråd'. Det er rækkefølgen!

Ved ikke at have opfanget min analyse af ensretning, intimideringer, krænkelser og læreres vantrivsel kommer Rasmussen til at gå magtens blinde ærinde. Det havde jeg ikke ventet af en fremtrædende mand fra Unge Pædagoger!

John Kåre Bjørnson

skoleinspektør, cand.pæd.