Jeg er ked af, at Peter Hess (Folkeskolen nummer 43) er blevet forskrækket over mine synspunkter.

Jeg vedkender gerne, at ens synspunkter i en journalists hænder let risikerer at blive lidt kortfattede og forenklede i forhold til, hvad man egentlig mener. Jeg konstaterer, at du ikke behøver en journalist til det - for du kan selv den kunst! Det vil enhver med læreruddannelse kunne konstatere ved at sammenholde interviewet med mig i nummer 41 med dit debatindlæg i nummer 43.

Jeg har såmænd i al stilfærdighed tilladt mig at gennemføre en analyse af folkeskolens specialundervisning siden 1970 - og konstaterer her blandt andet:

1. At vi stort set ikke ved, hvad folkeskolens specialundervisningsresurser bruges til.

2. At vi ikke kender effekten af indsatsen.

Det er jo ikke noget, jeg bebrejder lærerne. Tværtimod efterlyser jeg kraftigt de forskellige myndigheders ansvar for at ændre på dette.

Samtidig har jeg den holdning, at folkeskolens vanskeligheder bedst løses af folkeskolens ansatte på basis af deres læreruddannelse og efteruddannelse. Derfor har jeg tilladt mig at konkludere, at lærernes grunduddannelse og den lærerprofessionsopfattelse, der dannes på uddannelsen, er helt afgørende for, hvorvidt vi i længden i praksis kan fastholde opgaven for de læreruddannede.

I forlængelse heraf har jeg efterlyst langt mere omfattende og målrettet efteruddannelse for at sikre, at folkeskolens ansatte er bedst muligt rustet til at løse folkeskolens opgaver med de til enhver tid værende børn i samfundet.

Men jeg går da ud fra, at vi er enige i, at enhver lærer, der støder på problemer med undervisning af én eller flere elever i sin klasse - som automatisk reaktion - tænker: 'Hvad kan jeg gøre anderledes for at løse det problem?' Og at enhver lærer i en sådan situation vil søge råd hos kolleger, skoleledelse og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning med henblik på at afsøge muligheder for, at de voksne fagprofessionelle omkring de involverede elever ved ændret indsats - i tæt samarbejde med forældrene - kan søge at løse de konkrete problemer. Det er egentlig essensen af de krav, som jeg tillader mig at stille til lærerne.

Samtidig giver jeg udtryk for, at den enkelte skoles aktuelle problemer skal søges løst i fællesskab af de ansatte, der har opgaver på skolen.

Sideløbende kan sådan nogen som du og jeg efter bedste evne arbejde i forhold til myndighederne med henblik på at få løst væsentlige spørgsmål for folkeskolen. Selvfølgelig må vi forlange konstruktiv opbakning af myndigheder og forældre.

Derfor tillader jeg mig at gå ud fra, at selv en skolepsykolog som jeg, der har arbejdet med folkeskolens specialundervisning siden 1976, kan tillade sig at fremkomme med synspunkter og overvejelser.

Jeg kan anbefale, at du læser min samlede analyse, Peter. Har du lyst, så stiller jeg gerne op til debat med dig om dette emne - og du kan vælge sted og publikum.

Bjarne Nielsen

tidligere medlem af DLF's hovedstyrelse