Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
'Specialundervisningen har spillet fallit og bør afskaffes', siger professor Niels Egelund til Aktuelt den 1. oktober 1999. Kollega Mogens Hansen - også Danmarks Lærerhøjskole - har været ude i samme ærinde i Folkeskolen. Tilbage i klassen med de besværlige, varierede klassestørrelser afhængig af undervisningens indhold foreslås som murbrækkeren, der kan optage de fortabte fra specialundervisningen, og de tilbagevendte, (for)tabte børn skal tilbydes yderligere undervisningsdifferentiering.
Men hvad der har spillet fallit i specialundervisningen, er endnu ikke forklaret? Har lærerne ladet børnene arbejde med ingenting? Det er næppe tilfældet, og det kunne være spændende at se beviset for, om ikke arbejdet let lever op til den spekulative påstand om at gøre brug af såkaldt syv intelligenser opfundet af blandt andre af den amerikanske uddannelsesteoretiker Howard Gardner. Her er vidundermedicinen, brug en af intelligenserne som indfaldsvinkel, stands overforbruget af verbalt-sproglige og matematisk-logiske sider af hjernen og lad så de resterende, indbyrdes uafhængige evner sætte gang i udviklingen. Har Niels Egelund og Mogens Hansen et svar på, hvorfor indføringen i syv uafhængige intelligenser pludselig skulle give nyt håb for specialundervisningen?
Og hvad er der gået galt med den nuværende undervisning, hvor længe har ansvarlige lærerhøjskolefolk været klar over dette fænomen uden at gøre opmærksom på den rette sammenhæng, hvem er det egentlig, der har spillet fallit, og hvis forestilling blev en fiasko og måtte lukke før endt spilletid? Jeg gætter på, at Lærerhøjskolens antifaglighed, undervisningsdifferentiering, læringsbegreb og ansvar for egen læring er fagterminologier, som praksis i skolen for længst har anbragt i skammekrogen.
En sådan fiasko får opfinderne til at gå til yderligheder, nu skal praktikernes forbehold og lunkenhed stækkes, og den arbejdende lærer skal tvinges til at gøre brug af undervisningsdifferentieringens muligheder og bare få hvert barn på plads i eget centrum i forhold til egne evner. Det hele minder om den gamle sandhed: Intet er umuligt for den, der ikke selv skal gennemføre det.
Torben Thomsen
Aars
Læs også side 46