Det er endnu en gang problematikken fra forårets to overenskomstafstemninger, Jeppe Jensen tog op i Folkeskolen nummer 44. Han mener, at Richard Samuelssons og undertegnedes indlæg 'lugter lidt for meget af en jeg ved bedst-politikerholdning' modsat Stig Andersens modige skiften standpunkt. Der refereres til, at Stig ikke mente, at grundlaget i mæglingsskitsen var ændret afgørende i forhold til det forkastede overenskomstresultat.

Jeg er fortsat uenig i den konklusion. Overalt i DLF og Københavns Lærerforening blev det første overenskomst-nej endevendt. Hvorfor havde medlemmerne stemt nej? Svaret var tredelt: 1) på grund af mistillid til kommunerne, 2) på grund af usikkerhed om pausetiden og 3) fordi forberedelsestiden skønnedes for lille til lærere med mange undervisningstimer. Derfor var der enighed om også i hovedstyrelsen, at man i Forligsinstitutionen skulle gå efter et resultat, som ville sikre pausetiden og forberedelsen.

Det lykkedes efter min og en del andres mening. Der skulle derefter tages stilling til et ændret og forbedret resultat, samtidig med at alle måtte tage stilling på nye vilkår, idet endnu et nej ville medføre en konflikt. En kendsgerning, som netop ikke lå i den første situation.

Når jeg i anden omgang anbefalede et ja, var det altså på baggrund af et forbedret resultat i en ny situation og på en opfattelse af, at en konflikt ikke ville kunne give yderligere forbedringer. En opfattelse, Stig Andersen i øvrigt også havde tilkendegivet. Min anbefaling skete ud fra en respekt for medlemmernes tilkendegivelse i første runde i et forsøg på derudfra at finde den bedste løsning. Når jeg vurderede resultatet som klart forbedret, var det en logisk følge at lade medlemmerne afgøre sagen ved urafstemning. Jeg anser det ikke alene for at være 'et meget sympatisk træk ved en leder, at han opfatter sig som medlemmernes repræsentant', men som en nødvendighed. Det mener jeg faktisk, at jeg forsøgte at leve op til.

Hvis Stig Andersens nej til mæglingsskitsen 19. maj i hovedstyrelsen var blevet fulgt, havde medlemmerne slet ikke fået lejlighed til at tage stilling, og resultatet havde været, at vi var havnet i en konflikt. Et aspekt, som ikke umiddelbart skulle vurderes i første omgang, og som medlemmerne derfor slet ikke forholdt sig til.

Min kritik af Stig Andersen går således ikke på, at han skiftede standpunkt med angivelig henvisning til at respektere medlemmernes stillingtagen. Den går på, at hans argumentation ikke hang sammen med hele oplægget, som han havde været kraftigt involveret i, de mandater vi, i hovedstyrelsen havde givet, og hans egen indstilling om at gå efter et resultat.

Jan Trojaborg

næstformandskandidat