Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er tydeligvis strengt at være skoleleder, Arne Brock, med alle de opgaver, du remser op i Folkeskolen nummer 43.
Det er ikke lige så klart, at det er strengt at være lærer i den folkeskole, der skal skabe trygge rammer for børnene - midt i sådan et rod af udenomsværker. Managementbegreber fra amerikansk virksomhedskultur fyger omkring os, virvar af stilladser og konstruktioner, men fylde, indhold?
I forvejen har vi jo fået det der utal af intelligenser at holde styr på. Howard Gardner mener jo syv. Andre har fortalt om helt op til 11, mindes jeg. Nogle er særligt 'nyskabende' og taler om kompetencer i stedet. Jeg har selv overvejet at melde ud med at have observeret 12 intelligenser/kompetencer - hos mig selv i hvert fald.
I dit indlæg i Folkeskolen remser du et utal af virkelige og fabelagtige opgaver op, som den overbelastede skoleleder skal 'implementere' i den sagesløse folkeskole. En er rent ud sagt hentet fra krigsskuepladsen, 'strategisk planlægning' - lærerværelset, hvilken valplads! Lærermaven kan godt blive nervøs ved tanken.
Hvad jeg ønsker mig, er en skoleleder, der frasorterer en god del af alle disse 'nyttige aktiviteter', du nævner, og skaber frirum til ordentlig undervisning på sin skole.
'Værdibaseret ledelse' - endnu en gang signalord - kunne handle om at bruge papirkurven lidt flittigere. Som kompleksitetsloven siger: 'Nogle problemer er så vanskelige, at det kræver en høj intelligens ikke at tage standpunkt til dem'.
Hvis papirkurvene ikke er store nok, kan de udskiftes med affaldsstativer. Den danske folkeskole har fået tynd mave. Rent stress.
Mogens Lundetoft Clausen
Trustrup