I fordums tid var lærernes position i samfundet høj. Lærerne hørte til blandt de mest veluddannede, de besad en naturlig status, og der blev ikke sat spørgsmålstegn ved deres arbejde. Det har ændret sig, som mediebilledet antyder: For få uger siden fortalte Jyllands-Posten 'historien om, hvordan skolelærerne mistede slaget om den offentlige mening' i artiklen 'Lærernes sociale nedtur'.

Det generelle uddannelsesniveau er steget, elever og forældre er sikret medbestemmelse, og internationale undersøgelser har sat spørgsmålstegn ved folkeskolen og lærernes faglighed. Denne udvikling finder jeg frugtbar. Den stigende interesse for og opmærksomhed omkring skolen er et gode, og konstruktiv kritik er nødvendig. Det bør derfor ikke resultere i tab af anseelse for os som lærere, hvis vi vel at mærke har noget at stå imod med som profession. Vores position og anseelse bør stadig være høj. Ikke naturgivent som tidligere, men i kraft af en kontinuerlig debat med skolens brugere, arbejdsgivere, interesseorganisationer og medier. Vores argument som lærere er, at vi har verdens vigtigste job! Det skal vi signalere - både i diskussionen om en bedre skole og i debatten om bedre løn- og arbejdsvilkår, og her ser jeg ingen modsætning.

Men modsætningen er der, og arbejdstidsaftalen fra 1992 - UFØ-aftalen - får sin del af skylden. I ovennævnte artikel problematiserer arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, Jørgen Steen Madsen, de forhold, at DLF er i strid med sig selv, og at arbejdstidsaftalen er i strid med den dominerende holdning i lærerfaget: 'At læreren gør sit arbejde, fordi det er vigtigt, rigtigt og spændende (. . .)'. Videre siger Jørgen Steen Madsen: 'Det er svært at kombinere de to holdninger: At arbejde for en bedre skole og at arbejde for bedre løn- og arbejdsvilkår (. . .)'.

Der er en tendens til at se lærergerningen som et kald - en indre tilskyndelse. Det syn fastholder DLF's nyvalgte formand, Anders Bondo Christensen, i et interview i Politiken den 4. oktober: 'Det bliver lettere at kæmpe for bedre arbejdsforhold, når vi har været ude og fortælle, hvad vi laver', siger han. Kaldstanken er rørende og sikkert ikke forkert, men den er problematisk, hvis det forhindrer, at vi som lærere samtidig kan kæmpe for bedre løn- og arbejdsvilkår. Det sidste har vist sig vanskeligt uden dermed at blive reduceret til lønmodtagere, der tæller timer, stempler ind og ud og mest går op i løn, ferier og fridage.

Personligt foretrækker jeg at betragte lærergerningen som mit valg af karriere og folkeskolen som det sted, hvor min karriere udfolder sig, fordi jeg her har et meningsfyldt arbejdsliv. Begrebet karriere skal ikke forstås i den snævre traditionelle forstand, hvor høj løn og ledelsesansvar er det, der tæller mest; det skal tværtimod opfattes langt bredere. Mit arbejde som lærer udvikler og udfordrer mig både fagligt og menneskeligt hver dag. Jeg oplever et selvstændigt ansvar for mine opgaver, og jeg kan udnytte mine kvalifikationer og kompetencer - altså det, jeg er rigtig god til og gerne vil være bedre til. Et sådant - postmoderne - karrierebegreb kan være med til at fjerne den vanskelige barriere, der hindrer, at man kan arbejde for en bedre skole og bedre arbejdsvilkår på én gang. Med den rørende kaldstanke bliver det jo nærmest uetisk overhovedet at snakke arbejdstid og -vilkår, og lønmodtageren har traditionelt ikke meget fokus på arbejdets indhold. Næste gang nogen spørger dig, hvad du laver, kan du forsøge dig med: 'Jeg gør karriere som lærer', men det kræver, at du lyder overbevisende - anseelse kommer ikke af sig selv!

Conni Hesel Poulsen er lærer