'At komme til skældord og alder', hedder det med et forstenet ordspil. Om der er en særlig skældud-alder, kan vel diskuteres. Forleden hørte jeg min nabo, en nydelig 80-årig kvinde, skælde sin mand huden fuld med en energi, der fortalte mig, at der stadig var liv i lidenskaben på den anden side af hækken. Skænderier foregår i alle aldersklasser - og mellem dem - om end de symmetriske skænderier, det vil sige skænderi mellem jævnbyrdige, vel er de almindeligste. Skældud er der-imod hyppigst, hvor der ikke er tale om jævnbyrdighed. Søskendes skænderier kan være lige så nedslidende for et forældrepar, som skænderier mellem forældre kan være angstfremkaldende hos børn, og voksne skælder ofte børn ud, når de skændes!

I efteråret har Erik Sigsgaards bog om skældud fået stor medieeksponering, ligesom den har givet anledning til megen selvransagelse. Her skal jeg blot pege på nogle sproglige kendetegn. Vi har for det første nogle udråbsord (interjektioner), der er specialsyede til udskæld. Fy kan udtales med kort vokal (rimende på ecu) eller med en lang vokal, som kan forlænges ad libitum. Det er mit indtryk, at glosen efterhånden bruges ret sjældent, når det virkelig er alvor. Man kan sige fy til en hund og måske til et mindre barn, men ikke til en voksen, medmindre sammenhængen er humoristisk eller pikant. Føj udtrykker afsky, ofte over for noget ulækkert. Men det bruges også som udskældsord: føj for satan!, og det har en vis udbredelse i hundeopdragelse.

Ellers er udskæld karakteriseret ved en særlig dynamisk tonegang og hyppig brug af bydeformer: lad vær(e)! og modalverber: du må ikke ..., jeg vil ikke have, at ..., kan du så se at ...

At præstere efterkritik og kritisk evaluering er på mode i den politiske og pædagogiske offentlighed, og det hører vel til opdragerens opgave at gribe korrigerende ind, også sprogligt. Gode pædagoger ved, at det kan lade sig gøre uden decideret truende og angstfremkaldende adfærd.

Professor Higgins