Debat
Ordet mobning skal bevares
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I en kommentar i Folkeskolen nummer 40 foreslår Stina Rosted, at ordet mobning erstattes af god-dårlig trivsel, fordi det engelske ord udløser en offer-krænker-rolle, som ingen af parterne kan være tjent med.
Konfliktløsning sker herefter mellem de berørte parter ved, at ingen kender sandheden, har skyld, forholdet har et ligeværdigt udgangspunkt, og eleverne finder sammen om en tilfredsstillende løsning med en iagttagende lærer i det neutrale ringhjørne. Læreren må ikke være på nogens side.
Selvfølgelig skal vi ikke afskaffe ordet mobning, fordi det fritager læreren for at tage stilling til et modbydeligt indhold. Der findes ingen god mobning. Ordet betyder, at et menneske mangler ydmyghed over for sårbarheden i et andet menneske. Et hovmod, der retter opmærksomheden mod den psykologiske, praktisk menneskelige, fysiske sårbarhed for at anrette skade, og her kan læreren ikke undlade at have en mening eller være standpunktsløs og rulle mørklægningsgardinerne for og lade eleverne forstå, at i mørket er alle katte lige grå. Læreren styrer samtalen, en mødedirigent, der sikrer ro og orden, så standpunkter kan opfattes, og således skulle modsætninger opløses og ansvarligheden brede sig til begge parter med en løsning, begge er tilfredse med. Her får eleverne altså med tidens trend det ultimative ansvar for egen læring om hovmod og ydmyghed og sårbarhed. Børn i filosofisk vakuum uden voksenholdning!
Anderledes lærerhandlekraft er der i Sidsel Hollmanns mobbekommentar i Folkeskolen nummer 42. Her ses mobbeudfoldelsen som et led i magttilegnelse. Her må det filosofiske grundlag for mødet mellem mennesker handle om, at begyndelsen på ethvert møde mellem to mennesker drejer sig om at fastslå, 'hvem af os to er stærkest'. Derfor er det jo rigtigt at placere ansvaret for mobbeaben og dens kultur hos de lærere, der giver plads for en udfoldelse, hvor der ikke er en magt, der har givet nogle klare spilleregler for civiliseret opførsel, læreren skal være den stærkeste. Den stærke lærer vil tro på barnet, der udsættes for hovmodig, ufølsom, artikuleret, uartikuleret, ondskabsfuld handling og kan ikke vælge en uden om det farlige-stil i tolerant venten på elevers egen løsning. Han har ikke tid til at vente på kommunikationsrådgivning, der skal handles voksent autoritativt.
Torben Thomsen
Aars
